Tema Angreb ved Moske i London

Politiet er massivt til stede efter angreb med varevogn i London

Området ved en moske, hvor en person i nat angreb folk med en varevogn, er stadig afspærret.

Her til morgen er et større område nær en moske i Finsbury Park i det nordlige London stadig afspærret efter et angreb med en varevogn i nat.

Lidt over midnat lokal tid kørte varevognen ind i en gruppe mennesker tæt på en moské på Seven Sisters Road i det nordlige London.

Det skete, mens bedende forlod moskéen efter en aftenbøn i forbindelse med ramadanen, der afholdes i denne måned.

Én person er omkommet, og ti personer er kommet til skade efter at være blevet ramt af bilen, skriver flere internationale medier.

En 48-årig mand, der ifølge politiet er føreren af varevognen, er anholdt.

Manden blev tilbageholdt af civile, før politiet ankom til gerningsstedet, oplyser politiet.

Ifølge Muslim Council of Britain, der er en paraplyorganisation for muslimske foreninger i Storbritannien, var det medlemmer af moskéen, der blev ramt af varevognen.

Politiet behandler ifølge den britiske premierminister, Theresa May, sagen som mulig terror, og politiets antiterrorenhed er også en del af efterforskningen.

Theresa May har ydermere indkaldt til møde i regeringens sikkerhedsudvalg for at drøfte hændelsen, der sker midt i en periode, hvor London inden for få uger har være angrebet. Senest med angrebet ved London Bridge og Borough Market, hvor otte blev dræbt og 48 sårede.

Følg begivenhederne i London live her

/ DR Nyheder/