Tema Terror i London

Politiet i London: Syv personer har mistet livet i terrorangreb

London Bridge og Borough Market er blevet angrebet af gerningsmænd, der bar falske bombeveste.

Politiet kom hurtigt til stede på London Bridge, og allerede efter otte minutter blev de tre formodede gerningsmænd skudt. (Foto: DANIEL SORABJI © Scanpix)

Mindst syv personer har mistet livet ved et terrorangreb i den britiske hovedstad, London.

En af dem er canadier, oplyser den canadiske premierminister, Justin Trudeau.

Derudover bliver 48 sårede behandlet på fem hospitaler i byen. 21 af dem er i kritisk tilstand.

Mindst to af de sårede er franske statsborgere, oplyser den franske præsident, Emmanuel Macron. Mindst en australier er også blandt de sårede; hun blev skåret i halsen med en kniv, siger den australske premierminister, Malcolm Turnbull.

En mand fra New Zealand er også alvorligt såret, og der er også tyskere blandt de sårede. Nationaliteten på de andre dræbte eller sårede er ikke blevet offentliggjort.

De tre formodede gerningsmænd blev skudt og dræbt af politiet. Det bliver netop nu undersøgt, om flere deltog i angrebet, og søndag eftermiddag er 12 personer anholdt efter ransagninger af adresser i området Barking i det østlige London. En af dem, en 55-årig mand, blev dog løsladt uden sigtelse. Dermed er i alt 11 fængslet i forbindelse med angrebet. Der er ifølge politiet tale om syv kvinder og fire mænd i alderen 24-60 år.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters hævder Islamisk Stat at stå bag angrebet.

NYOverblikLondon

De første meldinger om terrorangrebet kom lørdag aften klokken 22.08 lokal tid. Her blev politiet sendt ud til London Bridge, hvor en hvid varevogn var kørt op på fortovet i høj fart og havde ramt flere fodgængere.

Gerningsmændene fortsatte ifølge Metropolitan Police til fods mod Borough Market. Her stak de flere personer ned.

I forbindelse med aktionen til Borough Market blev der affyret skud, oplyser Metropolitan Police, der betegner hændelserne som terrorangreb. Ifølge politiet blev de tre mistænkte skudt otte minutter efter det første alarmopkald.

Se hele pressemødet med politiet, der blev afholdt klokken lidt i fem i morges, her.

Borough Market er et meget populært madmarked, og området omkring London Bridge er ét af byens mest trafikkerede.

Angrebene skete på London Bridge og ved Boroug Market i det centrale London.

De tre formodede gerningsmand bar falske bombeveste.

Den britiske premierminister, Theresa May, deltog søndag i et såkaldt Cobra-møde med landets kriseberedskab.

Premierministeren siger, at de tre angreb, som Storbritannien har oplevet de seneste måneder, ikke hænger direkte sammen - alligevel er de dog forbundet, sagde premierministeren søndag formiddag:

- Angrebene de seneste måneder er bundet sammen af islamistisk terrorisme. En ond ideologi, der mener, at vestlige værdier er uforenelige med islam. Vi ser en ny trend, hvor terrorister kopierer terrorister. Hele landet er nødt til at stå sammen for at bekæmpe terrorisme, lød det.

Premierministeren efterlyser nytænkning og skrappere midler mod ekstremisme. Læs mere her.

Det konservative parti har sat valgkampen på pause søndag. Der er parlamentsvalg i Storbritannien på torsdag.

Londons borgmester, Sadiq Khan, har kaldt angrebene for både 'overlagte' og 'kujonagtigte':

- Jeg fordømmer det i de stærkeste vendinger. Der er intet, der kan retfærdiggøre så barbarisk en handling, siger han i en pressemeddelelse.

De seneste angreb i Storbritannien:

  • Maj 2017: 22-årig udløser en bombe ved Manchester Arena, efter en koncert med popstjernen Ariana Grande. 22 personer mister livet.
  • Marts 2017: Fem personer mister livet, da en mand i bil kører ind i fodgængere på Westminster Bridge. Gerningsmanden dræber også en betjent.
  • Juni 2016: Politikeren Jo Cox bliver stukket og skudt af en nazi-sympatisør. Det sker kort tid før briterne skal stemme om at forblive eller udtræde af EU.