Politiet i London terrorsigter mand med sværd

Mand, der angreb med bil og sværd og sårede tre politifolk, sigtes for at have haft planer om terrorisme.

Tre politifolk blev lettere såret, da en mand i sidste uge angreb dem ved Buckingham Palace. (Foto: Paul hackett © Scanpix)

Mand, der angreb med et sværd ved Buckingham Palace, blev ved en domstol i London sigtet for at have planlagt en terrorhandling.

Den 26-årige bekræftede over for domstolen kun sit navn, sin alder og sin adresse.

- Han sigtes for at have været i færd med at lægge planer for en terrorhandling, hedder det i en presseerklæring fra Scotland Yard.

Den 26-årige, der er fra byen Luton nord for London, blev anholdt uden for Buckingham Palace fredag i sidste uge.

Tre politifolk blev lettere såret, efter at den 26-årige ifølge myndighederne kørte en blå Toyota Prius mod dem uden for den britiske kongefamilies residens og derefter greb ud efter et 1,2 meter langt sværd. Manden råbte angiveligt "allahu akbar" (Gud er størst).

Politiet uskadeliggjorde manden med peberspray.

Handlede formodentligt alene

En mand, der var blevet anholdt som en mulig medsammensvoren, blev sat på fri fod tidligere på ugen.

- Vi mener, at den 26-årige handlede alene, og vi søger ikke efter andre mistænkte på nuværende tidspunkt, siger Dean Haydon, som leder den britiske antiterrorkommando.

Han siger, at det kræver yderligere efterforskning at få klargjort, hvad der var den sigtedes konkrete planer.

I Storbritannien er 35 mennesker blevet dræbt ved tre jihadist-angreb siden marts - i London og i Manchester.

Den britiske dronning var på sit slot Balmoral i Skotland, da angrebet skete.

Knivangrebet i London skete omkring to timer efter et lignende angreb i Bruxelles.

/ritzau/