Politiet i Los Angeles omringer varebil med mulig forbindelse til masseskyderi

Politiet åbner døren til den varevogn, som kan have forbindelse til skyderiet på en danseklub i går aftes lokal tid. (Foto: © Robyn BECK, Ritzau Scanpix)

Politiet i Los Angeles har omringet en hvid varevognen i byen Torrance, der ligger syd for Los Angeles.

Det bekræfter politikommissær Robert Luna på et pressemøde.

- Vi tror, at der er en person inde i bilen. Vi kender ikke ikke vedkommendes tilstand, men vi håndterer det på den mest sikre måde, vi overhovedet kan, siger Robert Luna på pressemødet.

Politiet og specialstyrker er ifølge flere medier massivt til stede og har åbnet døren til bilen, viser billeder i flere medier.

Der er angiveligt hørt skud affyret, rapporterer Los Angeles Times. Men det er uvist, om det har været politiskud.

Bilen er måske den hvide varevogn, som politiet tidligere har eftersøgt i forbindelse med et masseskyderi i går på en danseklub i byen Monterey Park, hvor ti personer blev dræbt, og ti personer blev såret.

På et pressemøde i morges lokal tid fortalte politiet i Los Angeles, at man havde sat alle ressourcer ind for at finde den mistænkte. På det tidspunkt vidste man kun, at der var tale om en asiatisk mand mellem 30 og 50 år.

Har frigivet billeder af mistænkt

I de efterfølgende timer var man kommet så langt i efterforskningen, at man kunne offentliggøre billeder af den mistænkte, en asiatisk mand iført briller og strikhue.

- Efterforskere har identificeret ham som en drabsmistænkt, og han bør betragtes som bevæbnet og farlig, lød det fra politiet i en pressemeddelelse her til aften dansk tid.

Ifølge Robert Luna kender man nu navnet på gerningsmanden, men foreløbig holder politiet det for sig selv af hensyn til efterforskningen.

Gerningsmanden gik sent i aftes lokal tid ind på et dansestudie med et skydevåben i byen Monterey Park, der bebos af mange indbyggere med asiatisk oprindelse.

Han skød omkring sig og dræbte fem mænd og fem kvinder.

Motivet bag skyderiet er stadig ukendt, og politiet ved ikke, om det for eksempel har forbindelse til fejringen af de kinesiske nytår, som finder sted i disse dage, eller om der måske ligger en hadforbrydelse bag.

Politiet arbejder også udfra en teori om, at gerningsmanden kan have forbindelse til en hændelse i nabobyen Alhambra efter skyderiet, hvor en asiatisk mand gik ind på en anden danseklub med et våben. Ingen blev dog skudt, og manden forlod stedet igen.

Selvom politiet ikke har slået fast, om skyderiet har nogen forbindelse til fejringen af de kinesiske nytår, har det allerede betydet, at politiet i amerikanske storbyer som Los Angeles, Chicago og New York City har øget sikkerheden og tilstedeværelsen af politibetjente ved nytårsfester og -arrangementer.