Politiet i Malmø opgiver at opklare hverdagsforbrydelser: Situationen er uhørt anstrengt

En kerne på omkring 200 personer vurderes at stå bag flere overfald og skuddrab i Malmø.

Politiet på plads ved Von Rosens Väg i Rosengård i Malmø i går aftes, hvor en mand i 20-årsalderen blev skudt og dræbt. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT © Scanpix)

Politimændene i Malmø må nu udskyde at opklare hverdagsforbrydelser, hvis politiet skal kunne håndtere de mange skyderier, som har ramt den sydsvenske storby.

Sådan lyder det fra Erik Olof Jansåker, chefen for Malmøs politi, på et pressemøde i dag:

- Arbejdet med hverdagsforbrydelser må naturligvis udskydes, så vi kan håndtere de her enormt alvorlige forbrydelser på en ordentlig måde.

Meldingen kommer, efter endnu en ung mand mandag aften blev skudt i Malmø.

Denne gang skete det i bydelen Rosengård.

Enorm uro i de kriminelle miljøer

Alene i år er 10 personer døde efter 19 skudepisoder i Malmø.

- Det her er et tydeligt eksempel på, hvor alvorlig situationen er, og hvor meget uro, der er i de tunge kriminelle miljøer, siger Erik Olof Jansåker.

Politichefen påpeger dog, at Malmøs politi føler sig rustet til at bekæmpe den hårde kriminalitet.

- Vi vurderer nu, at vi har det, vi skal bruge for at kunne håndtere den her type af forbrydelser godt nok, siger han.

Flere personer er blevet afhørt i forbindelse med skudepisoden, og politiet eftersøger nu fire mænd, som vidner har set forlade gerningsstedet på to knallerter.

Tidligere i dag blev en brændende knallert fundet tæt på gerningsstedet.

En udbrændt knallert blev efter skyderiet fundet i nær Rosengård i Malmø i går aftes. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT © Scanpix)

Tavshedskulturen udfordrer politiet

Ifølge Erik Olof Jansåker er det dog tavshedskulturen i de kriminelle miljøer, der gør det svært for politiet at opklare sager som disse.

- Alle de forbrydelser, der er sket i Malmø, kræver enormt meget arbejde, og derfor efterlyser vi også flere ressourcer fra både regionalt og nationalt hold.

Han understreger dog, at Malmøs politi har fået bedre kontrol over de kriminelle grupperinger.

- Der er tale om cirka 200 personer, der står bag den grove kriminalitet, og vi føler, at vi har kontrol over dem, men det er meget svært at afgøre, præcis hvad motiverne bag skudepisoderne er hver gang, forklarer han.

Af samme årsag skal folk, som ikke omgås kriminelle, ikke frygte, at de blive ramt af skud, siger politichefen:

- Er man ikke en del af af de her miljøer er risikoen for at blive udsat for noget som helst i forbindelse med skudepisoderne meget, meget lille.

Sveriges statsminister, Stefan Löfven, har tidligere på måneden indkaldt landets politi for at diskutere, hvordan man kan få stoppet de mange skyderier, der har hærget Sveriges største byer de seneste måneder.

Svensk politis kriminalteknikere har arbejdet i løbet af natten for at sikre spor efter et nyt skyderi i Malmö, som kostede en ung mand livet. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT © Scanpix)
Facebook
Twitter