Politiet i Malmø trækker advarsel tilbage: Kvinder kan godt gå ud

Efter flere voldtægter advarede politiet mod at gå ud alene.

Arkivfoto: Politiet i Malmø trækker advarsel til kvinder tilbage. (Foto: Esben Salling © Scanpix)

Politiet i Malmø har på et pressemøde mandag formiddag beklaget tidligere udtalelser, om at kvinder i byen efter flere voldsomme voldtægter skulle afholde sig fra at gå alene ud om aftenen.

- Det er en uheldig og et utydelig udtalelse fra politiets side. Vi fraråder ikke folk at bevæge sig rundt ude i samfundet, siger politiets områdechef, Mats Karlsson.

- Mit råd er at opføre sig som normalt og ikke lade frygten styre, siger han til SVT.

Tredje voldtægt

Advarslen kom, efter at en 17-årig pige lørdag nat blev udsat for en grov gruppevoldtægt i Malmø. Der var tale om den tredje voldtægt i denne måned, og politiet meldte søndag, at man undersøger, om der er sammenhæng mellem sagerne.

Situationen fik i går Anders Nilsson, leder af politiets efterforskningshold, til at udtale denne advarsel til SVT:

- Jeg vil sige, at man bør udvise ekstra forsigtighed og måske ikke gå alene uden at tænke sig om, indtil vi har klarlagt, hvad der er sket.

Men den advarsel trækkes nu tilbage.

I samme omgang fastslår politiet, at man ikke regner med, at der er en sammenhæng mellem den nye voldtægt og de to tidligere.

Endnu er det usikkert, hvor mange gerningsmænd der eftersøges.