Politiet indrømmer fejl efter skuddrab i Minneapolis: Betjenten ville bruge strømpistolen

Flere hundrede demonstranter har brudt udgangsforbuddet i Minneapolis for at protestere mod den fatale anholdelse.

Politiet var i går talstærk til stede ved demonstrationer i Brooklyn Center nær Minneapolis. (Foto: © KEREM YUCEL, Scanpix)

Søndag eftermiddag blev den 20-årige sorte mand Daunte Wright stoppet af politiet i Brooklyn Center, en forstad til Minneapolis i staten Minnesota.

Ifølge politiet stoppede de Wright for et brud på færdselsreglerne, hvorefter det viste sig, at der var en arrestordre på ham.

Den 20-årige blev stillet op af sin bil, mens en betjent gav ham håndjern på, viser optagelserne fra politiets kropskameraer. Her kan man se Wright pludselig bryde fri og kaste sig ned i førersædet i sin bil for at komme væk.

Den ene af de tre betjente, der deltog i anholdelsen, råber, at hun vil bruge strømpistolen. Få sekunder senere skyder hun den unge mand med sin tjenestepistol.

- For helvede, jeg skød ham lige, udbryder den kvindelige betjent, mens Daunte Wright flygter væk i sin bil, og de tre betjente står tilbage på vejen.

Dele af anholdelsen, inden skuddet blev affyret, kan ses her. Vi advarer om voldsomme billeder:

Det lykkedes ham at køre væk, men han ramte kort efter en anden bil og blev efterfølgende erklæret død.

Udgangsforbud i Minneapolis

Allerede søndag aften samlede flere hundrede personer sig i Brooklyn Center for at protestere over den fatale anholdelse. Her opstod der konfrontationer mellem politi og demonstranter, hvor politiet affyrede tåregas.

I går frigav politiet så optagelserne fra kropskameraerne.

- Det er mit indtryk, at betjenten havde til hensigt at bruge strømpistolen, men i stedet skød Wright med en enkelt kugle, lød det fra den lokale politichef Tim Gannon ved en pressekonference i går.

Efterfølgende oplyste Minneapolis' borgmester, Jacob Frey, at byen gik i kriseberedskab, og i aftes lokal tid blev der indført udgangsforbud for at dæmme op for uroen, som den seneste fatale anholdelse har medført.

  • Medlemmer af nationalgarden, der var udstationeret i Minneapolis på grund af retssagen mod Derek Chauvin, er blevet sendt til Brooklyn Center. (Foto: © LEAH MILLIS, Scanpix)
  • Demonstrationerne vækker mindelser om dem, der fulgte i kølvandet på George Floyd-sagen sidste år. (Foto: © KEREM YUCEL, Scanpix)
  • Der er blevet indkaldt forstærkninger til at bevogte politistationen i Brooklyn Center. (Foto: © KEREM YUCEL, Scanpix)
  • Flere hundrede personer valgte at trodse udgangsforbuddet, der trådte i kraft klokken 19 i aftes lokal tid. (Foto: © Stephen Maturen, Scanpix)
  • Ordensmagten tog blandt andet chokgranater og tåregas i brug. (Foto: © Nicholas Pfosi, Scanpix)
  • Daunte Wrights mor, Katie Wright, taler ved en mindehøjtidelighed. (Foto: © Stephen Maturen, Scanpix)
  • Flere steder var der meldinger om uro, men andre steder gik tingene mere roligt til. (Foto: © EVELYN HOCKSTEIN, Scanpix)
1 / 7

Minneapolis er i øjeblikket i højt beredskab grundet retssagen mod den tidligere betjent Derek Chauvin, der er anklaget for drab i forbindelse med den fatale anholdelse af George Floyd sidste maj. Den fandt sted ikke mange kilometer fra søndagens episode, og den verserende retssag betyder, at Minneapolis i øjeblikket er centrum for debatten om politiets behandling af sorte amerikanere.

Derfor kommer søndagens episode på et smertefuldt tidspunkt, lyder det fra den lokale borgmester.

- Vi ved, at dette ikke kunne være sket på et værre tidspunkt. Det her sker på et tidspunkt, hvor hele vores lokalsamfund, hele USA og hele verden holder øje, lyder det fra borgmesteren i Brooklyn Center, Mike Elliot, ifølge BBC.

Han siger, at han vil gøre alt for at sikre, at retfærdigheden sker fyldest og har opfordret til, at betjenten, der skød Daunte Wright, bliver fyret. Hun er i øjeblikket på administrativ orlov, skriver Ritzau.

Der er brug for, at retfærdigheden sker fyldest, lyder det fra USA's vicepræsident, Kamala Harris:

Jen Psaki, pressesekretær i Det Hvide Hus, beklager drabet på vegne af præsident Biden.

- Det er en påmindelse om den smerte, vrede og udmattelse, som samfund i hele landet har følt, samtidig med at vi fortsætter med at se disse hændelser fortsætte blot få kilometer fra de tragiske begivenheder, der skete for bare et år siden.

Præsidenten har selv udtrykt sine tanker på Twitter: