Politirapport: 40 grupper smugler folk til Sverige

Ifølge en svensk politiinspektør hærger smuglerne frit, og det skyldes tjenestefejl fra politiets side.

Svensk politi har mistanke om, at 40 kriminelle grupperinger er involveret i handel med pas, så udlændinge kan komme gennem paskontrollen (arkivfoto) (© DR)

Op til et halvt hundrede kriminelle grupper i Sverige lever af at smugle mennesker ind i landet, og det er stort set risikofrit. De seneste år er kun et fåtal blevet tiltalt for at stå bag organiseret menneskesmugling, skriver den svenske avis Dagens Nyheter.

Og det skyldes blandt andet, at politiet bliver mødt med en mur af tavshed i efterforskningen.

- Det her er meget komplekse sager, og ingen vil samarbejde med os, siger efterretningsleder Lars Öjelind fra det svenske politi til avisen.

Ikke imponeret af politiet

Han tilføjer, at når smuglerne først er nået ind i Sverige, er det meget svært at bevise, at der er begået lovovertrædelser.

En af hans kolleger er ikke imponeret af politiledelsens håndtering af problemet.

Göran Larsson, politiinspektør i Västra Götaland, var for nogle år siden leder af en særlig enhed rettet mod menneskesmuglere. Men de seneste år er intet sket for at få ram på flere af bagmændene, mener han.

- Smuglerne hærger frit, og det en tjenestefejl fra politiets side, siger Göran Larsson til avisen.

Kriminelle står for hele handelskæden

- Der er flere tegn på, at kriminelle aktører i Sverige står for hele handelskæden. Lige fra oprindelseslandet via transitlande og hele vejen til Sverige, skriver politiet i en ny rapport om organiseret kriminalitet.

Konkret har politiet mistanke om, at 40 kriminelle grupperinger er involveret i handel med pas, der anvendes til at skaffe udlændinge illegalt ind i landet.

Men kun et fåtal bliver dømt. Tal fra anklagemyndighederne i Sverige viser, at sidste år blev blot to personer anklaget for organiseret menneskesmugling.

/ritzau/

Facebook
Twitter