Politisk kludetæppe venter forude i Irak: USA's fjende tættere på magten

Han bekæmpede amerikanske tropper, vil være fri for Iran og leder den største politiske alliance i Irak.

Støtter af den Moqtada al-Sadr fejrer valgresultatet efter lørdagens parlamentsvalg i Irak. (Foto: Thaier Al-Sudani © Scanpix)

En god blanding af politikertræthed, en række ukendte kandidater, en håndfuld kommunister og sunnimuslimske forretningsfolk, og så har man tilsyneladende en opskrift på politisk succes.

Sådan ser det i hvert fald ud i Irak, hvor den militante shiamuslimske åndelige leder, Moqtada al-Sadr, og hans alliance har vundet flest pladser i parlamentet efter det irakiske parlamentsvalg.

  • Moqtada al-Sadrs alliance blev med 54 pladser i parlamentet den største, men har ikke flertal og kan dermed ikke danne regering alene.

  • Med 47 pladser blev den iransk-støttede alliance, ledet af Hadi al-Amiri, næststørst.

  • Den siddende premierminister, Haider al-Abadi, sikrede 42 pladser i parlamentet.

Moqtada al-Sadr har med sin alliance draget fordel af, at det irakiske valg har været præget af en vis politikertræthed, som en valgdeltagelse på 44 procent også afspejler.

Derfor har hans alliance af en del 'ukendte sekulære kandidater, kommunister, sunnier og en håndfuld islamister’, som avisen Washington Post beskriver det, fået stemmer.

- Det er et smart træk at præsentere nye kandidater og blande dem med kommunister. Det overbeviste mange, der ikke nødvendigvis følger ham, at han er det bedste valg, siger Ahemd al-Mayali, en politolog ved Baghdad Universitet den amerikanske avis.

Hvem er Moqtada al-Sadr?

Moqtada al-Sadr kommer fra en berømt ayatollah-familie og er søn af en meget anerkendt ayatollah, som i 1999 blev dræbt efter at have kritiseret Saddam Husseins styre.

Moqtada al-Sadr (Foto: ALAA AL-MARJANI © Scanpix)

Selv har Moqtada al-Sadr skabt sig et navn ved blandt andet i 2003 at skabe den såkaldte militante Mahdi-hær, som bekæmpede de amerikanske tropper og placerede ham på USA's liste over fjender i Irak.

Og ulig den siddende premierminister, Haider al-Abadi, der har formået at holde sig på god fod med både Iran og USA, har Moqtada al-Sadr kritiseret begge lande og ønsker øget uafhængighed.

Men Moqtada al-Sadrs alliance har dog ikke flertal, så forude kan der være nogle lange regeringsforhandlinger, lyder det fra lektor på Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet, Søren Schmidt.

- Det bliver et kludetæppe, men pilen peger i retning af en mere selvstændig nationalistisk irakisk politik, en højere grad af samarbejde på tværs af sekteriske identiteter. Og ikke mindst en kritisk holdning overfor USA og Iran, siger han.

Så hvad betyder det for USA?

Selvom Mahdi-bevægelsen er blevet omdannet til en fredsbrigade er Moqtada al-Sadr forblevet en skarp kritiker af amerikansk tilstedeværelse i Irak, forklarer lektor på Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet, Søren Schmidt.

- Al-Sadr er gået til valg på en nationalistisk dagsorden. Det er Irak først - og ikke hverken USA eller Iran. Han markerer en stærk uafhængighed af USA, og det kan betyde, at amerikanerne kan få svært ved at fortsætte sin tilstedeværelse i Irak, siger han.

Ifølge en talsmand for det amerikanske forsvarsministerium afventer man dog endeligt resultat af regeringsdannelsen.

- Vi vil fortsat bekæmpe IS og fortsætte vores støtte til de irakiske sikkerhedsstyrker og hjælpe dem til at blive selvstændige, også på længere sigt, siger Eric Pahon til Washington Post.

Og hvad betyder det for Iran?

Også fra Teheran følger man givetvist udfaldet af det irakiske valg tæt. For også Iran har Moqtada al-Sadr distanceret sig fra ved blandt andet sidste år at besøge Saudi-Arabien og prins Mohammad Bin Salman.

Kronprins Mohammed bin Salman mødtes sidste sommer med irakiske Moqtada al-Sadr i Saudi-Arabien. (Foto: handout © Scanpix)

- Det viser jo, at han er faktisk er en ganske dygtig politiker, siger Søren Schmidt og påpeger, at dog ikke skal underkender, at Iran stadig har stærkt hold i nabolandet.

- Iran har stadig nogle store muskler at spille med i Irak. Den andenstørste alliance er trods alt ledet af den iransk-støttede, Hadi al-Amiri, som også har spillet en stor rolle i bekæmpelsen af IS.

Moqtada al-Sadr kan ikke selv blive premierminister, da han ikke stillede op til valget. Men afhængig af, hvordan flertallet former sig i det 329 pladser store parlamentet, får han stadig indflydelse på, hvem der ender med regeringsmagten.

Leder af den iransk-støttede Badr organisation, Hadi al-Amiri, sikrede sig næstflest pladser ved lørdagens parlamentsvalg. (Foto: Ahmed Jadallah © Scanpix)

Så hvem kan blive premierminister ?

Det største antal sæder i parlamentet garanterer dog ikke nødvendigvis, at Moqtada al-Sadrs alliance frit kan udpege en premierminister, for en kandidats nominering skal godkendes af de andre politiske alliancer.

- Selvom han har 54 delegerede, er det nok mere udtryk for, at det er et meget fragmenteret parlament. Nu skal Moqtada al-Sadr gå i alliance med en række partnere, siger Søren Schmidt og fortsætter:

- Tilsyneladende har han dog haft en god relation til Abadi, så han er en sandsynlig kandidat til at fortsætte som premierminister - også selvom han både samarbejdede med USA og Iran, siger han.

Den irakiske regering skal være dannet 90 dage efter, valgresultatet ligger klar.

FacebookTwitter