I Polen er det en forbrydelse at give en pakke abort-piller til en gravid kvinde.
Det har en polsk domstol i dag slået fast, efter at abortaktivisten, Justyna Wydrzynska, er blevet idømt otte måneders samfundstjeneste for at bryde Polens hårde abortlovgivning.
Wydrzynska vil anke dommen, skriver nyhedsbureauet, AP.
Justyna Wydrzynska er medstifter af græsrodsorganisationen, Abortion Dream Team, der hjælper med at oplyse kvinder om, hvordan de kan få en abort i et land, hvor det praktisk taget er umuligt.
Hun var på anklagebænken for ”medvirken til abort”, fordi hun havde givet en pakke abortpiller til en anden kvinde. En forbrydelse, der kan give op til tre års fængsel.
- Jeg føler mig ikke skyldig, sagde hun efter dommen og understregde, at det ikke kommer til at bremse hendes arbejde.
- Når jeg kommer hjem, så vil jeg have det samme liv, den samme telefon, den samme telefonlinje for Abort Uden Grænser. Og jeg vil svare på opkald, sende emails. Intet vil forandre sig, siger hun.
DR besøgte i sommer Justyna Wydrzynska i Warzawa, hvor hun fortalte om sagen, hvor hun havde sendt abortpiller til en anden kvinde, der blev tyranniseret og mishandlet af sin mand.
I videoen herunder kan du høre Justyna Wydrzynska reagere på dommen.
Forargelse og raseri
Dommen er den første af sin slags i Europa, skriver menneskerettighedsgruppen Amnesty International. Og den er ikke gået ubemærket hen.
Den internationale organisation for familieplanlægning (IPPF) er "forfærdet" over dommen.
- Vi er dybt bedrøvede over afgørelsen og rasende over hele processen, lyder det fra organisationens talsperson, Irene Donadio.
Amnesty International kalder dommen for "et deprimerende lavpunkt" i Polen.
- En tilbagerulning som kvinder, piger og dem, der forsvarer deres rettighededer, betaler en høj pris for, skriver menneskerettighedsorganisationens generalsekretær, Agnes Callamard.
Polens strenge abortlovgivning
Polen, som er EU's femtestørste land, har i forvejen en af unionens skrappeste abortlovgivninger.
I 2020 afgjorde den polske højesteret, at det er ulovligt at få foretaget en abort i tilfælde af misdannelser.
Nu er det kun lovligt at få en abort i Polen, hvis den gravide kvindes liv eller helbred er i fare, eller hvis den gravide kvinde har været udsat for voldtægt eller incest. Noget der kan være svært at bevise.
Polske kvinder nødsaget til at rejse til Tyskland eller Tjekkiet for at få foretaget en abort, skriver nyhedsbureauet AP.