Polske dommere tvunget på pension: Nu er de kaldt på job igen

Polen har opgivet retsreform, fordi EU-Domstolen har erklæreret den for ulovlig.

Michal Laskowski, talsmand for Polens højesteret fortæller her, at højesteretspræsident Gersdorf har indkaldt dommerne tilbage på arbejde. (Foto: Jakub Kaminski © Scanpix)

Polens højesteretsleder har bedt 23 dommere om at vende tilbage til deres arbejde, efter at EU har beordret landet til at omstøde en beslutning om at sænke pensionsalderen for dommere, skriver AP.

Polen har tvunget over 20 dommere på pension.

EU-Domstolen i Luxembourg afgjorde i en dom i sidste uge, at en reform af Polens højesteret var i strid med princippet om domstolenes uafhængighed.

Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS), der sidder på magten i Polen, står bag reformen for at rense retten for korrupte dommere, mens oppositionen taler om en politisk udrensning for at fjerne dommere, man ikke bryder sig om.

Polens regering havde med en lov, der trådte i kraft 3. april 2018, sænket pensionsalderen for højesteretsdommere fra 70 år til 65 år. Dermed skete der en betydelig udskiftning af dommerstanden.

Det var EU-Kommissionen, som havde indbragt sagen om Polens omstridte retsreformer for EU-Domstolen. En lang række EU-lande har udtrykt opbakning til, at Polen må rette ind. EU-Kommissionen gik til domstolen i slutningen af september og krævede en hurtig sagsbehandling. /ritzau/

Facebook
Twitter