Populær popmusiker og politiker anklaget for forræderi

Afrobeat-stjernen Bobi Wine blev løsladt og fængslet med det samme igen i Uganda.

Robert Kyagulanyi, bedre kendt som musikeren Bobi Wine, var i tydelige smerter, da han blev fremstillet i retten i Uganda efter at have været i militærets varetægt. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Tilsyneladende var det ugandiske parlamentsmedlem og popstjerne Robert Kyagulanyi Ssentamu temmeligt medtaget, da han torsdag først blev løsladt og kort efter anholdt igen, denne gang sigtet for forræderi.

Kyagulanyi er i sit hjemland bedre kendt som Bobi Wine, en afrobeat-stjerne, som siden begyndelsen af 00'erne har lavet i ørefaldende hit og har opnået en bred popularitet.

Sidste år blev han valgt til parlamentet på et budskab om social retfærdighed og et opgør med præsident Yoweri Museveni, der har siddet på magten siden 1986. Musikeren har blandt andet markeret sig med modstand mod en ændring af loven, som gør det muligt for Museveni at blive genvalgt til præsident i 2021, hvor han vil være 77 år gammel.

I sidste uge blev Kyagulanyi anholdt i forbindelse med et suppleringsvalg i den nordvestlige by Arua, sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.

Siden er han blevet tilbageholdt af militæret, og der har været voldelige demonstrationer imod Musevenis styre, som har slået tilbage ved at anholde flere oppositionspolitikere. Kyagulanyis chauffør blev i øvrigt skudt og dræbt i forbindelse med en af demonstrationerne.

Albarn og Martin har protesteret

Musevenis regeringsparti tabte i øvrigt suppleringsvalget til oppositionens kandidat Kassiano Wadri, som også bliver tilbageholdt og kan se frem til en anklage om forræderi.

Flere internationale musikstjerner som Blur-forsangeren Damon Albarn og Chris Martin fra Coldplay har protesteret over tilbageholdelsen af den ugandiske musiker og politiker.

I dag blev Kyagulanyi så først sat på fri fod af en militærdomstol, og anklagen om ulovlig våbenbesiddelse blev droppet, for så umiddelbart efter at bliver anholdt og sigtet for forræderi. Da politikeren, som regnes for en alvorlig trussel mod Musewenis styre især på grund af sin appel til yngre vælgere, blev fremstillet i retten, kunne han ikke gå selv, og han så ud til at være i tårer undervejs.

Slemt skadet af tæv

Asuman Basalirwa, der både er en af Kyagulanyis advokater og hans politiske allierede, siger til The Guardian, at popmusikeren er blevet slemt skadet på grund af de tæv, som han har fået, mens han har været tilbageholdt af militæret, og at han har brug for at blive behandlet af læger uden for Ugandas grænser.

- Hans ansigt ser bedre ud, end da vi så ham i sidste uge, men han kan stadig ikke gå selv og har smerter forskellige steder i kroppen. Behovet for at blive set af en læge er kritisk. Der er alvorlige komplikationer. Han kan være nødt til tage til udlandet, hvis hans helbred kan klare det, siger Basalirwa.

Både præsidenten og militæret afviser, at musikeren er blevet udsat for vold, mens han har været tilbageholdt.

Robert Kyagulanyi skal for retten igen den 30. august, hvor en række andre oppositionspolitikere også vil blive tiltalt for forræderi.

Facebook
Twitter