Pornoskuespillers advokat i spil som præsidentkandidat for Demokraterne

Advokaten Michael Avenatti har ikke formelt meldt sig som kandidat, men taler ved stort arrangement for Demokraterne

Pornoskuespilleren Stormy Daniels advokat, Michael Avenatti, er blevet opfordret af mange til at stille op til præsidentvalget for Demokraterne. (Foto: Brendan MCDermid © Scanpix)

Traditionen tro markerer de første håbefulde præsidentaspiranter sig i disse dage på det årlige dyrskue i delstaten Iowa.

Og selvom der er lang tid, til præsidentvalgkampen går i gang, og det stadig er småt med kandidater, samler opmærksomheden sig om særligt en person: Michael Avenatti. Han er kendt for at være pornoskuespilleren Stormy Daniels advokat i hendes sag mod den nuværende amerikanske præsident Donald Trump.

- For fire måneder siden var der ikke mange, der kendte Michael Avenatti, men han har formået at gøre den her sag til en politisk platform, hvor han er blevet stemmen, der dagligt kritiserer Donald Trump, fortæller USA-korrespondent Steffen Kretz.

Sagen om pornoskuespilleren Stormy Daniels har fået stor opmærksomhed, fordi hun af Donald Trumps tidligere advokat, Michael Cohen, fik 130.000 dollar for at tie stille om sin påståede affære med den amerikanske præsident.

En hård debattør

Michael Avenatti har endnu ikke formelt sagt, at han stiller op, men mange har opfordret ham til at gøre det. Samtidig skal han senere tale i dag. Noget mange ser som et praj om, at han overvejer at stille op.

Steffen Kretz fortæller, at Michael Avenatti har markeret sig som en kontant debattør.

- Han har lidt af den samme bulldog-agtige karakter som debattør som Trump har, bare med omvendt fortegn, fordi han er demokrat.

- Så mange ser ham som en mand, der kan spille lige op med Trump og genvinde mange af de arbejderstemmer, Demokraterne mistede til Trump ved sidste valg, forklarer Steffen Kretz.

Midtvejsvalg lige om hjørnet

Om tre måneder er der midtvejsvalg i USA, og det bliver af mange opfattet som en test af styrkeforholdet mellem Republikanerne og Demokraterne halvvejs gennem Donald Trumps første periode som USA’s præsident.

Her er der meget på spil, hvor især kampen om flertallet i Repræsentanternes Hus kan blive tæt. Samtlige 435 medlemmer af Repræsentanternes hus er på valg.

Hvis Demokraterne vinder flertallet i Repræsentanternes hus, kan de for alvor drille Donald Trump, forklarer Steffen Kretz.

- For det første ville de kunne blokere Trumps politik. For det andet ville de i højere grad kunne sætte deres egen politiske dagsorden.

- For det tredje får de muligheden for at indbringe Donald Trump for en rigsretssag, hvis det viser sig, at hele efterforskningen af Ruslands indflydelse under sidste valgkamp ender med, at der kan føres en rigsretssag.

Republikanerne har lige nu flertal i både Repræsentanternes hus og Senatet.

De mere prominente præsidentkandidater for Demokraterne ventes først at melde deres kandidatur om et års tid.

Facebook
Twitter