Pornostjerne stormer til tops efter sagsanlæg mod Trump

Det er især brugere i republikanske stater, der er vilde med at søge efter Stormy Daniels på Pornhub.

USA's præsident, Donald Trump, afviser, at han har haft an affære med Stormy Daniels. (Foto: Matt Sayles © Scanpix)

Det er ikke nogen dårlig marketingsstrategi at lægge sag an mod USA’s præsident, Donald Trump.

Siden det i sidste uge kom frem, at pornoskuespilleren Stormy Daniels har trukket Donald Trump i retten som følge af en påstået affære, er søgningerne på hendes navn på streamingtjenesten Pornhub steget eksplosivt.

Pornosiden har ifølge egne tal 64 millioner brugere om dagen, og sidste år var der i gennemsnit 2.500 daglige søgninger på ”Stormy Daniels”.

Men i sidste uge var der på bare fem dage mere end to millioner søgninger på hendes navn, viser en ny opgørelse fra Pornhub.

Alene den 7. marts steg antallet af søgninger med 536 procent i USA og med 489 procent på verdensplan.

Og ser man alene på de amerikanske søgninger, så var det især i hovedstaden, Washington D.C., og i de republikanske delstater, at interessen var størst.

Derudover var det især mænd over 35 år, som gerne ville se Stormy Daniels.

Unge mellem 18 og 34 år var ifølge tallene fra streamingtjenesten mindre tilbøjelige til at søge efter Stormy Daniels, der ifølge magasinet The Economist har medvirket i 271 film i løbet af sin 16 år lange karriere.

Stormy Daniels har netop lanceret sine egne t-shirts. (Foto: Eduardo Muñoz © Scanpix)

Flere forretningsmuligheder

Ifølge Stormy Daniels, hvis borgerlige navn er Stephanie Clifford, havde hun en affære med Donald Trump for mere end ti år siden. Noget, som præsidenten selv har afvist.

Kort før præsidentvalget i 2016 indgik hun dog en fortrolighedsaftale med den republikanske præsidentkandidat for at holde tæt med den påståede affære.

Men ifølge Stormy Daniels underskrev Donald Trump aldrig aftalen, og derfor vil hun nu have rettens ord for, at den skal annulleres.

Sagen har løbende vakt opsigt i USA, og det er ikke første gang, at hun stryger til tops på Pornhub.

Da avisen The Wall Street Journal i begyndelsen af året kunne fortælle, at Donald Trumps advokat, Michael D. Cohen, kort før valget i 2016 overførte 130.000 dollar til hende, steg søgningerne ligeledes.

Og Stormy Daniels har selv udtalt, at hun har tænkt sig at udnytte de nye forretningsmuligheder, som sagen har givet hende.

- Jeg har to muligheder nu. Jeg kan enten sidde derhjemme og have ondt af mig selv, eller jeg kan vælge at lave limonade, når livet giver mig citroner.

Hun har blandt andet indgået et samarbejde med Digital Playground, hvor hun skal instruere pornofilm, skriver The Washington Post.

Og da Las Vegas-stripklubben Little Darlings i januar ville hyre hende til at strippe, var prisen usædvanligt høj.

- Hun var den hotteste person på kloden, siger hendes manager, Ron Nady, til avisen.