PORTRÆT Den nye 'bin Laden' er en nådesløs kriger og dygtig strateg

43-årige Abu Bakr al-Baghdadi leder den islamistisk militante bevægelse ISIS, der i disse dage stormer frem i Irak.

Abu Bakr al-Baghdadi bliver betegnet som verdens farligste mand i flere medier. Lige nu er han i søgelyset, fordi han leder den islamistiske bevægelse, der prøver at tage magten i Irak.

De sunnimuslimske oprørere fra ISIS-bevægelsen stormer frem i Irak og har nu taget kontrol over flere større byer som Mosul, Falluja og Tikrit i landet.

Ingen ved præcis, hvor mange mænd, bevægelsen består af. Men den ledes af en kompromisløs iraker, som kæmper for at skabe en renlivet islamisk stat.

Hans navn er Abu Bakr al-Baghdadi. 43 år gammel. Født i den irakiske by Samarra.

Han er blevet kaldt verdens farligste mand af det amerikanske Time Magazine, mens avisen Le Monde har døbt ham den nye Osama bin Laden.

Andre internationale medier omtaler ham som den mest frygtede islamistleder i Mellemøsten, som en dygtig strateg, en nådesløs kriger og en brutal drabsmand.

Baghdadi skaffer sig angiveligt penge ved at sælge olie på det sorte marked fra oliefelter i Syrien.

Findes kun to billeder af manden

Abu Bakr al-Baghdadi ønsker med ISIS at skabe en islamistisk stat i Syrien, Irak og på sigt i Libanon.

I kampen for det har han vist sig skånselsløs over for sine modstandere og har også uden at blinke vendt sig mod tidligere allierede, hvis de stod i vejen for hans store mål - at skabe en islamisk stat.

Der findes kun to billeder af verdens måske farligste mand. For han undgår helst rampelyset. Men i januar lagde jihadistlederen en lang bøn og tale ud på Youtube, hvor han hyldede Allah og truede alle hyklere og vantro.

Det fik USA til at sætte en pris på hans hoved: 55 millioner kroner for oplysninger, der fører til, at han bliver taget til fange. På efterlysningsplakaten fra det amerikanske justitsministerium beskrives han som rundhoved med brune øjne, tætklippet fuldskæg og kort mørkt hår.

USA har sat en pris på Abu Bakr al-Baghdadis hoved på 55 millioner kroner. (© Scanpix)

Læst på univer sitetet

Abu Bakr al-Baghdadi har studeret islam på universitetet i Bagdad og har kæmpet i al-Qaeda-terrornetværket.

Men efter at være raget uklar med den nuværende ledelse af al-Qaeda, leder nu sin egen organisation ISIS, der altså kæmper for en islamisk stat for Irak, Syrien og på sigt også Libanon.

Abu Bakr al-Baghdadi har ifølge flere internationale medier udnyttet borgerkrigen i Syrien, hvor han angiveligt samarbejder tæt med den islamistiske oprørsgruppe al-Nusra.

ISIS vinder frem

ISIS-bevægelsen, der blev dannet i april 2013, kontrollerer nu store dele af det østlige Syrien og det vestlige Irak, hvor bevægelsen nu stormer frem. Senest har ISIS truet med at rette våbnene mod hovedstaden Bagdad.

Nogle analytikere mener, at ISIS allerede udgør en statslignende struktur.

Det skyldes, at gruppen kontrollerer byer og landområder i Syrien og Irak, hvor man forsyner lokalbefolkningen med mad, lægehjælp og undervisning.

FacebookTwitter