PORTRÆT Genert teenager var besat af masseskyderier

18-årig tysk-iraner var i psykiatrisk behandling, inden han begik masseskyderi i storcenter.

Politiet kender endnu ikke 18-årigs motiv for at skyde i og omkring indkøbscenter i München. 'Hvorfor?' står der på et skilt ved nedgangen til en metrostation i nærheden. (Foto: Christof Stache © Scanpix)

Han var 18 år og boede stadig hjemme.

Han beskrives som en meget stille person og var ikke kendt af politiet, før han i går - med 300 patroner i sin rygsæk - skød og dræbte ni personer i et indkøbscenter nord for den sydtyske storby München og fik 2.300 politifolk til at rykke ud.

Hvorfor han gjorde det, ved politiet stadig ikke.

Havde bog om masseskyderier

I jagten på et motiv har poilitiet lørdag morgen ransaget den lejlighed i bydelen Maxvorstadt i det centrale München, hvor den 18-årige boede med sine forældre, og taget forskellige effekter, blandt andet en computer, med sig.

På en reol fandt politiet desuden en bog om masseskyderi med titlen 'Rampage in Head: Why Students Kill' - hvilket på dansk kan oversættes til: 'Rasen i hovedet: Derfor slår studerende ihjel'.

- Han var besat af masseskyderier, siger politidirektør i München, Hubertus Andrae, på et pressemøde om sidste nyt i efterforskningen.

Politiet er i gang med at tale med folk, der kendte den 18-årige, for at forsøge at komme nærmere et motiv. Indtil videre har hans forældre været for chokerede til at hjælpe i efterforskningen, oplyser politiet.

Ingen forbindelse til IS

Efter skyderiet, der fandt sted kort før klokken 18 fredag aften, gik politiet i terrorberedskab. Der findes dog indtil videre ingen beviser for, at der er tale om et terrorangreb, og politiet oplyser på pressemødet, at de ikke har fundet beviser på tilknytning til terrororganisationen Islamisk Stat.

Hvad der derimod står klart, er, at den 18-årige var tysk-iransk og havde dobbelt statsborgerskab. Derudover kom det på pressemødet frem, at han var i både medicinsk og psykiatrisk behandling - ifølge nyhedsbureauet AP for en depression.

Stille og genert

Ligesom alle sine ni ofre boede den 18-årige i München, hvor han også er født. Ifølge en af naboerne, som AP har talt med, var han en ”meget stille” person.

- Han sagde aldrig andet end hej. Han havde kropssprog som en, der var meget genert, siger naboen Stephan, der ejer en kaffebar i området, og tilføjer:

- Han kom aldrig ind og købte kaffe. Han var bare en nabo, der gik ud med skraldet, men som aldrig sagde noget.

To en halv time efter skyderiet blev den venstrehåndede gerningsmand fundet død med et skudsår i venstre side af hovedet, fortæller politiet på pressemødet. Han havde angiveligt skudt sig selv.

En videooptagelse, der er lagt på nettet, viser gerningsmanden klædt i sort tøj stå på taget af et parkeringshus, der tilhører indkøbscentret, hvor han råber til den person, der filmer. I løbet af optagelserne affyrer han angiveligt skud og siger på et tidspunkt: ”Jeg er tysker”.

Facebook
Twitter