PORTRÆT Jeremy Hunt - vindbøjtel, venligt fjog eller benhård forhandler?

Hunt vil være briternes premierminister. I aften skal han vise sit værd på BBC.

Udenrigsminister Jeremy Hunt ser sig selv som den seriøse og troværdige kandidat til premierministerposten. (Foto: TOLGA AKMEN © Scanpix)

Han er alt det, som Boris Johnson ikke er.

Sådan bliver briternes udenrigsminister, Jeremy Hunt, beskrevet i BBC Newsnight.

De to kandidater til at blive Thereras Mays efterfølger som formand for det konservative parti og Storbritanniens premierminister kunne næsten ikke være mere forskellige.

Hvis Boris Johnson er den flamboyante showman, tangerer Jeremy Hunt til at være for pæn og for kedelig.

I aften skal begge kandidater interviewes på britisk tv, BBC1, klokken 20 dansk tid.

Og mens mange kender til den hvidhårede bulderbasse Boris, som er storfavorit, har Jeremy Hunt gjort mindre væsen af sig.

Herunder kan du lære ham bedre at kende.

Et venligt fjog?

Jeremy Hunt er flink - måske for flink, siger partifæller. (Foto: Simon Dawson © Scanpix)

Jeremy Hunt er 52 år og uddannet i filosofi, økonomi og politik ved Oxford Universitet, hvor han i 1980'erne fik smag for politik.

Inden Jeremy Hunt blev valgt til det britiske parlament, var han selvstændig forretningsmand, hvor en af hans tidlgere ansatte kaldte ham "et venligt fjog", skriver The Guardian.

Han var typen, der serverede kaffe til sine ansatte og spurgte ind til deres familieliv.

I 2005 blev han valgt ind i det britiske parlament, og her beskriver konservative partifæller ham som "helt igennem flink" og en "ordentlig fyr".

- Folk ser ham som for flink. Ok til at lede et ministerium, men ikke som den leder, vi har brug for i disse tider, siger et konservativt parlamentsmedlem.

Andre konservative, der støtter Jeremy Hunt, siger, at han trods sit høflige væsen sagtens kan være en benhård forhandler.

Kulturminister ved OL i 2012

I 2012 var Londons borgmester Boris Johnson (til venstre), og Jeremy Hunt (i midten) var kulturminister und OL. (Foto: ANDREW WINNING © Scanpix)

I det britiske konservative parti kravlede han hurtigt op ad karrierestigen.

I 2010 blev han udnævnt til kulturminister i David Camerons regering, og sammen med daværende borgmester i London, Boris Johnson, var Jeremy Hunt en af nøglepersonerne ved afholdelsen af OL i London.

Han fordoblede budgettet for OL's åbningsceremonier - fra 40 til 81 millioner pund - og åbningen af De Olympiske Lege blev overordnet set som en stor succes, skriver BBC.

Dét øjeblik, som briterne formentlig bedst husker ham for i forbindelse med OL, var, da han på live tv ringede med en klokke, der knækkede af sit håndtag og fløj gennem luften mod en menneskeflok.

- Katastrofe afværget! Du fik mere tv, end du havde forventet, sagde en lettere befippet Jeremy Hunt til journalisten, efter han havde sikret sig, at ingen var kommet alvorligt til skade.

Du kan se videoen, som Sky News har publiceret her.

Længst siddende sundhedsminister

Jeremy Hunt (til venstre) på Homerton Universitetshospital i London i 2014. (Foto: Luke MaCGregor © Scanpix)

Senere i 2012 blev Jeremy Hunt udnævnt til sundhedsminister og endte med at blive den længst siddende minister på den post nogensinde.

Det hele gik dog ikke som smurt.

Besparelser på sundhedsområdet fik yngre læger til at strejke for første gang i fyrre år.

- Nogle af nedskæringerne gik for vidt, sagde han for nyligt.

Hunt har blandt andet indrømmet, at der ikke blev brugt nok penge på pleje til de ældre, mens han var minister for området.

- Jeremy Hunts strategi i kampen om formandsposten lader til at være at indrømme sine fejl og komme videre, siger Iain Watson, BBC's politiske korrespondent.

Vindbøjtel-kandidaten?

Jeremy Hunt i juli 2019. (Foto: TOLGA AKMEN © Scanpix)

Jeremy Hunt er nu udenrigsminister - en post, han overtog i 2018 efter Boris Johnson, der forlod den i protest mod den afgående premierminister Theresa Mays brexit-strategi.

Op mod folkeafstemningen om EU-medlemsskabet i Storbritannien i 2016 ønskede Jeremy Hunt - ligesom Theresa May - at briterne skulle forblive i EU.

Men nu kæmper han for at få Storbritannien ud af EU og sikre briterne en bedre skilsmisseaftale end den, som Theresa May kunne levere.

Kritikere kalder ham "vindbøjtel-kandidaten", der flyver i den retning, som vinden blæser, siger BBC's politiske korrespondent.

Jeremy Hunt selv siger, at han er den seriøse kandidat i alvorlige tider.

Han vil ikke udelukke at forlade unionen uden en skilsmisseaftale med EU, "hvis det er den eneste måde at levere brexit på".

Modsat Boris Johnson mener Jeremy Hunt dog ikke, at den nuværende brexit-dato, der hedder den 31. oktober, er en ufravigelig deadline.

Det er op til de 160.000 medlemmer af det britiske konservative parti, hvem der får formandsposten og dermed også jobbet som landets premierminister.

Resultatet af afstemningen vil blive annonceret den 23. juli 2019.

Facebook
Twitter