PORTRÆT Jern-Erna gav valgboost: Man må vel have lov til at være nogenlunde normal

Norges blå blok vandt i nat endnu fire år med regeringsmagten - ved roret sidder Erna Solberg for anden gang.

Erna Solberg er på alle måder en lidt anderledes politiker.

Der er langt fra bonede gulve, polerede budskaber og sorte jakkesæt til Høyre-lederens direkte facon og uperfekte udstråling.

Og det er netop Solbergs afslappede væremåde og utraditionelle stil, særligt for en konservativ leder, der har vakt genklang i den norske befolkning.

- Hypen omkring hende er atypisk for en konservativ leder. Hun bliver set som meget mere folkelig politiker og har en meget bredere appel end Gahr Støre (formand for Arbejderpartiet, -red.), siger Tor Bang, lektor ved Handelshøyskolen og ekspert i politisk kommunikation til Reuters.

Han tilføjer, at opmærksomheden på Solbergs personlighed har givet Høyre et kæmpe boost under valgkampen - et boost så stort, at valgresultatet faldt ud til Høyres fordel.

- Hun personificerer partiet og associationen mellem hende og partiet kan sammenlignes med, hvad Gro Harlem Brundtland var for Arbejderpartiet, siger Tor Bang.

Lov til at være normal

At Solberg er ”et almindeligt menneske” blev blandt andet tydeligt, da hun under valgkampen i 2013 viste sit hjem i Bergen frem i et dameblad.

Billederne viste et hjem, der lignede mange andres. Ikke en velpoleret, konservativ højborg, men et hjem med rod, åbne køkkenskabe, strygejernet fremme og et miskmask af møbler og farver. Erna Solbergs mand tog endda imod Dagbladets fotograf i strømpesokker.

- Man må vel have lov til at være nogenlunde normal, udtalte hun dengang til Dagbladet.

Og det er lige præcis, hvad hun er, vurderede Aslak Bonde, norsk politisk kommentator, forud for valget i 2013.

- Hun er et meget jævnt menneske og en meget normal politiker. Hun har svagheder, og hun er ikke bange for at vise dem. Da hun viste sit hjem frem i et dameblad, kunne man se, at huset var rodet og temmelig kaotisk, sagde han til DR.

De stærke kvinders øgenavne

Solberg er opvokset i Bergen på den norske vestkyst. Hun havde det svært i skolen, og da hun var 16 år, opdagede man, at hun var ordblind.

Men hun klarede sig efter sigende gennem skolen på sine stærke mundtlige evner - evner hun også lever af i dag.

I 00'erne, da hun var kommune- og regionsminister i den seneste borgerlige regering, fik hun tilnavnet 'Jern-Erna'

Erna Solberg gav nemlig kommunerne kort økonomisk snor, og samtidig var hun særdeles hård overfor asylansøgere. Tabloidavisen VG gav hende øgenavnet, som har hængt ved siden. Selv er Solberg ikke begejstret for øgenavnet, men hun har lært at leve med det.

- Det er jo en del af det politiske spil. Sådan er det jo, når kvinder i politik er hårde, så giver man dem stærkere øgenavne, sagde Erna Solberg til DR i 2013, kort ført Høyre vandt regeringsmagten.

Erna Solberg har kaldt den tyske kansler for "en talentfuld kvinde og en rollemodel" - hun er flere gange blevet sammenlignet med den tyske kansler. Her ses de to i Berlin i 2013. (Foto: Nurphoto © Getty Images)

Jern-Erna søgte mod midten

Den konservative formand har siden blødt op i forhold til sin politiske stil og retorik. Efter hun trådte til som formand for Høyre, har partiet bevæget ind mod centrum i norsk politik - et politisk træk, der nu har sikret partiet regeringsmagten to valgperioder i træk.

Men skiftet ind mod midten har fået kritikere – og de norske vælgere, til at sige, at det er blevet uklart, hvor stor forskel, der er på Høyre og Arbejderpartiet.

Selv er Erna Solberg ikke i tvivl.

- Der er store forskelle. Ikke nødvendigvis på, hvor vi skal hen, men på virkemidlerne, på måden vi arbejder på, og hvordan vi vil modernisere, siger hun i et interview med Aftenposten.

Erna Solberg er Norges anden kvindelige statsminister. Den første var Gro Harlem Brundtland. Det er første gang siden 1985, at en konservativ leder er blevet genvalgt til statsministerposten i Norge.

Erna Solberg med USA's tidligere præsident, Barack Obama (t.h.) og Sveriges statsminister Stefan Løfven (t.v.) i 2016. (© 2016 Getty Images)

Portrættet indeholder dele af artiklen "Fra ordblinde Jern-Erna til norsk statsminister-favorit" fra 2013.

Øvrige kilder er: Reuters, Dagbladet, Financial Times, NRK, Aftenposten og Høyre.

Facebook
Twitter