Portugal satser på elbiler

Den portugisiske regering og Renault-Nissan indgår aftale, som betyder opladningsstationer for elbiler over hele landet. Regeringen lover også skattefradrag for elbiler.

Her er elmotoren i den nye Ranault-Nissan. Den kan køre 160 kilometer på en opladning. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

I løbet af tre år vil det være muligt at komme rundt i Portugal ved at køre i elbil. Den portugisiske regering og bilfabrikanter har netop præsenteret en aftale om at bygge 1300 opladningsstationer for elbiler inden udgangen af 2011.

Netop muligheden for opladning er afgørende, hvis elbiler skal have et skub frem i konkurrence med traditionelle benzindrevne biler.

De kommercielle partnere i aftalen om elbiler, som ikke i sig selv udleder CO2, er franske Renault og japanske Nissan.

Den portugisiske regering lover, at mindst en femtedel af nye biler, som indkøbes til den offentlige sektor, skal være elbiler.

Resten af verdensmarkedet kommer også med

Renault-Nissan forpligter sig som led i aftalen, som blev offentliggjort i weekenden, til at begynde at levere elbiler til Portugal tidligt i 2011. Det er om lidt over to år.

Bilfabrikanterne sender elbilerne ud på resten af verdensmarkedet fra 2012.

Premierminister José Sócrates lover skattefradrag, som vil favorisere elbiler over traditionelle benzinbiler, når køberne står i showroomet og skal vælge den næste nye bil.

Renault-Nissan har bekendtgjort lignende partnerskaber med Kanagawa amt i Japan, de amerikanske delstater Tennessee og Oregon, Sonoma amt i det nordlige Californien og med det franske elselskab EDF.

Facebook
Twitter