Præsident: Dødstal efter orkanen Idai kan stige til over 1.000

Mozambiques præsident skønner, at dødstallet vil stige voldsomt de kommende dage.

Facader og bygninger er smadrede, efter cyklonen ramte byen Beira i Mozambique i går. (Foto: ADRIEN BARBIER © AFP or licensors)

Store dele af Mozambique ligger fortsat i ruiner og er oversvømmet, efter orkanen Idai ramte landet torsdag aften. Også Malawi og Zimbabwe blev hårdt ramt af orkanen.

Lige nu er 89 personer ifølge Reuters erklæret omkommet i Mozambique, men det tal kan stige eksplosivt.

Det vurderer Mozambiques præsident Filipe Nyusi.

Han har været på overflyvning over landets oversvømmede områder og er overvældet over ødelæggelserne.

- Det er i sandhed en katastrofe af enormt omfang. Alt tyder på, at vi kommer til at registrere mere end 1.000 døde, siger han til Radio Mozambique.

90 procent oversvømmet

Lufthavnen i Beira, som er Mozambiques fjerdestørste by, blev så hårdt skadet af orkanen, at den er lukket. (Foto: DEBORAH NGUYEN © Scanpix)

En af Mozambiques største byer, Beira, er blevet 90 procent beskadiget og ødelagt af en orkan ifølge Røde Kors. Byen er hjem for 500.000 mennesker.

Her er veje oversvømmet og orkanen har medført store strømafbrydelser. Også byens lufthavn blev så hårdt ramt, at den ikke er i funktion, skriver AP.

Situationen i Beira er blevet yderligere forværret af, at orkanen har fået en stor dæmning til at styrte sammen og skabe endnu værre oversvømmelser.

Orkanen ramte Mozambique først og bevægede sig så videre til Zimbabwe og Malawi.

I nabolandet Zimbabwe er man tilsvarende hårdt ramt af orkanen.

Talsmand for den zimbabweanske regering, Nick Mangwana, oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at 89 personer er registreret døde i landet.

Byen Chimanimani i Zimbabwe er blevet afskåret fra resten af landet, efter orkanen har revet veje og broer med sig. (Foto: Philimon Bulawayo © Scanpix)
Facebook
Twitter