Præsident Zelenskyj efter dødbringende helikopterstyrt: 'Der er ingen ulykker i en krigstid'

14 mennesker - herunder flere af den ukrainske præsidents tætte kollegaer - mistede onsdag livet i et helikopterstyrt.

En helikopter styrtede onsdag ned i Brovary 25 kilometer uden for hovedstaden Kyiv. (Foto: © Nacho Doce, Ritzau Scanpix)

Meget tyder på, at der var tale om en eller anden form for ulykke, da en helikopter i går pludselig cirkulerede rundt i luften, styrtede ned og efterfølgende brød i brand i Brovary i Ukraine.

Det samme indikerede den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, sent i går.

Men han nægter direkte at bruge ordet "uheld" eller "ulykke" om tragedien, fordi den ifølge præsidenten kun skete, fordi Rusland fører krig i Ukraine.

- Helikopterstyrtet var ikke et uheld, fordi det skete på grund af, at der er krig - og krigen har mange dimensioner, ikke kun på slagmarken (...).

- Der er ingen ulykker i en krigstid. Det er alt sammen et resultat af krigen, sagde han, da han i går talte til de fremmødte ved det store økonomiske topmøde World Economic Forum i den schweiziske bjerglandsby Davos.

Og det er ikke en overraskende melding fra præsidenten, fortæller DR's Europa-korrespondent, Anna Gaarslev.

- Den afspejler en grundfølelse, der er i Ukraine, om at helikopterstyrtet aldrig var sket, hvis ikke Rusland var gået ind i landet i første omgang.

- Det er på en eller anden måde ét fedt for ukrainerne, om de her mennesker mistede livet i et angreb eller i et helikopterstyrt, fordi grundfølelsen er den samme: De er ofre for en russisk agression, siger hun.

Et minuts stilhed blev onsdag aften afholdt under World Economic Forum i Davos for ofrene ved helikopterstyrtet i Ukraine samme dag. Det skete i forbindelse med Zelenskyjs tale. (Foto: © FAbrice Coffrini, Ritzau Scanpix)

Da et missil i november sidste år slog ned i Polen, brugte blandt andre Nato et lignende argument, som Zelenskyj gjorde i går.

Da det pludselig stod klart, at der kunne være tale om et ukrainsk missil på afveje, sagde Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg: "Det er ikke Ukraines fejl. Rusland bærer ansvaret i sidste ende, mens det forsætter sin ulovlige krig mod Ukraine".

Udover at tale om helikopterstyrtet brugte præsident Zelenskyj også store dele af sin taletid til World Economic Forum på som så mange gange før at opfordre allierede lande til hurtigt at sende flere våben til Ukraine.

Særligt tak til dem, der hjalp børnene

Der har siden i går været en række forskellige meldinger om dødstallet under helikopterstyrtet, men ifølge præsident Zelenskyj mistede 14 mennesker livet, da det skete.

Helikopteren fra den ukrainske beredskabstjeneste styrede ned klokken 8.20 lokal tid cirka 25 kilometer fra den ukrainske hovedstad Kyiv i forstaden Brovary.

Ombord på flyet var blandt andre den ukrainske indenrigsminister, Denys Monastyrskyj, viceministeren og en rådgiver.

  • Helikopterstyrtet skete lige ved en børnehave i Brovary. Et barn er blandt de i alt 14 døde. (Foto: © Nacho Doce, Ritzau Scanpix)
  • En større brand bredte sig, da helikopteren styrtede ned. (Foto: © Telegram/@trybunabrovary, Ritzau Scanpix)
  • Onsdag aften blev der afholdt en ceremoni for at mindes de afdøde. (Foto: © Clodagh Kilcoyne, Ritzau Scanpix)
  • Legetøj, blomster og bamser er i går blevet lagt i området, hvor helikopteren styrtede ned. (Foto: © VIACHESLAV RATYNSKYI, Ritzau Scanpix)
1 / 4

Helikopteren styrtede ned ved en børnehave - og Zelenskyj takkede i går alle, der var en del af redningsarbejdet, der varede i ni timer. Han takkede særligt dem, der fik børnene ud af børnehaven og væk fra flammerne, der bredte sig omkring den nedstyrtede helikopter.

- Tak for jeres modige handling med at få børnene ud, sagde præsidenten.

Blandt de sårede er flere børn.

Ifølge det ukrainske præsidentkontor havde helikopteren kurs mod et "hotspot" ved krigens front ved byen Kharkiv.

Flere scenarier er fortsat oppe at vende

Lige nu er den ukrainske sikkerhedstjeneste i gang med at undersøge, hvordan det kunne ske, at helikopteren styrede ned.

Flere scenarier er oppe at vende.

Det ene handler om, at piloten fløj uden for den tilladte rute. Det andet handler om, at der var en teknisk fejl på helikopteren. Det tredje og sidste handler om, at helikopteren blev skudt ned.

Det sidste scenarie er der dog på nuværende tidspunkt ikke nogen stærke indikationer på.

Det fortalte Anna Gaarslev i går.

- De indikationer, vi har fået indtil videre, er, at der formentlig er tale om en eller anden form for ulykke: Enten forårsaget af vejret, en menneskelig fejl fra pilotens side eller en teknisk fejl på selve helikopteren.

Øjenvidner på stedet oplyser til DR, at helikopteren cirklede rundt, og at der kom røg ud af den, inden den styrtede. Det var i øvrigt meget tåget i vejret, da den styrtede ned, men det vides ikke, om tågen har haft indflydelse på helikopterstyrtet.

Anna Gaarslev besøgte i går området, hvor helikopteren styrtede ned. Se videoen her: