Præsidenten i Bolivia vil udskrive nyvalg efter uger med voldsomme protester

Meldingen kommer kort efter, det internationale samfund har meldt ud, at valget bør gå om.

Demonstranter i Bolivia mener, at Evo Morales er kommet til magten med valgsvindel. (Foto: Carlos Garcia Rawlins © Scanpix)

Præsident Evo Morales vil udskrive nyvalg og udskifte landets valgmyndigheder i det sydamerikanske land Bolivia. Det sker efter uger med voldsomme protester.

For tusindvis har siden oktober kæmpet for nyvalg, fordi de mener, at præsidenten er kommet til magten med valgsvindel. Evo Morales har hele tiden holdt fast i valgsejren.

- Det er overraskende, at han nu vil udskrive nyvalg. Morales er i gang med sin fjerde præsidentperiode, selvom man i princippet kun kan sidde to i Bolivia. Han er en mand, som ikke på noget tidspunkt før har indikeret, at han har tænkt sig at slække på magten, siger DR’s korrespondent i Sydamerika, Kristian Almblad.

- Han må åbenbart have følt sig presset til at udskrive valg, vurderer Kristian Almblad.

Rapport: Morales fik ikke det flertal, han hævder

Meldingen fra Morales kommer kort tid efter, at Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) har anbefalet, at valget bør gå om.

- Man har hele tiden sagt, at der måske var noget galt med valgresultatet, men den her foreløbige rapport slår altså fast, at det er usandsynligt, at Morales fik det flertal, han hævder at have fået, siger Kristian Almblad og uddyber:

- Rapporten har nok haft stor betydning for Morales' beslutning. Det er en meget væsentlig rapport, for det er OAS, der har haft internationale valgobservatører i Bolivia under valget. Rapporten kan ses som det internationale samfunds ord på, at der er noget rusk ravende galt med valgresultatet.

  • De seneste dage har politiet i flere bolivianske byer tilsluttet sig demonstranternes krav om nyvalg. (Foto: DANIEL WALKER © Scanpix)
  • Situationen har flere gange udviklet sig voldsomt. (Foto: JUAN CARLOS TORREJON © Scanpix)
  • Demonstrationerne har stået på siden oktober, hvor der var valg. (Foto: Carlos Garcia Rawlins © Scanpix)
1 / 3

På selve valgnatten, hvor det hele startede, blev der sat ild til nogle af valgstederne.

I alt tre personer har mistet livet i forbindelse med urolighederne.

Bolivia går måske roligere tid i møde

Sindene har i den grad været i kog i Bolivia siden valget i oktober. Derfor bliver det spændende at se, hvad Morales' beslutning får af betydning for demonstranterne.

Rapporten fra OAS fik allerede tidligt i morges oppositionen i landet til at opfordre folk til at gå på gaden i massevis.

Men meldingen om nyvalg kan måske få uroen til at stilne lidt af, vurderer Kristian Almblad.

- Demonstranterne har fået det, de har kæmpet for, så derfor vil det mest logiske være, at der kommer lidt mere ro på nu frem mod et valg. Men der har stort set været folkelige protester i hele Sydamerika i år, så derfor er situationen stadig ret uforudsigelig.

- Det kan også være, at folkebevægelsen nu får et ekstra momentum, men umiddelbart vil jeg mene, Bolivia går en lidt mere stille tid i møde frem mod valget, siger DR-korrespondenten.

Der er endnu uvist, hvornår nyvalget finder sted.