Præsidenten påstod landet var coronafrit – men nu stiger smitten i Tanzania

Coronasmitten stiger i Tanzania, og landets præsident indrømmer nu for første gang i månedsvis, at ”lungesygdom” er et problem.

Tanzania's præsident John Magufuli har fastholdt, at der har været flere tilfælde af "lungesygdomme". (Foto: (c) Scanpix)

Når danske Per Gjøde forlader sit hjem i Tanzanias største by Dar es Salaam, er der ikke mange spor af den verdensomspændende corona-pandemi.

- Alt har været fuldstændig normalt hernede. Coronavirus har sådan set ikke rigtig været et samtaleemne, og du har slet ikke kunnet se det i gadebilledet, fortæller han og fortsætter:

- Her er ingen restriktioner eller krav om masker, og alt er fuldstændig åbent. Folk går på arbejde, spiser på restauranter og fester på natklubber fuldstændig som normalt, siger Per Gjøde fra sit hjem i Tanzania, hvor han har boet og arbejdet de sidste 10 år.

Coronafrit land

Tanzania har da også officielt været landet uden coronavirus.

I hvert fald ifølge præsident, John Magufuli, der i juni sidste år erklærede, at det øst-afrikanske land ”med Guds hjælp” var blevet coronavirus-frit.

Men nu frygter verdenssundhedsorganisationen WHO, at smitten spreder sig i landet.

Sørgende bærer kisten med Zanzibars vicepræsident ved en ceremoni i Dar es Salaam i sidste uge. (Foto: - © AFP or licensors)

For nylig døde Zanzibars vicepræsident efter at have været smittet med coronavirus, og ifølge WHO er flere indbyggere testet positive for coronavirus efter rejser til nabolande.

Der rapporteres desuden om en stigning af tilfælde af ”lungebetændelse”, og meldinger om fyldte hospitaler og pressede intensivafdelinger gør, at bekymringen spreder sig i befolkningen, fortæller Per Gjøde.

- Folk er begyndt at få det tættere ind på livet, og fra december har vi set, hvordan der er blevet delt fortællinger på sociale medier om nære, der er blevet syge eller er døde. Det har ikke været kaldt corona hernede, men alt muligt andet som influenza eller lungebetændelse, men de fleste har jo godt været klar over, at det var coronavirus, fortæller han.

Danske Per Gjøde bor og arbejder i Tanzania.

Bekymrende smittestigning

For første gang i månedsvis indrømmede præsident Magufuli forleden – i hvert fald indirekte - at coronasmitte spreder sig i landet.

Uden at nævne virusset ved navn opfordrede han søndag Tanzanias befolkning til at bære masker som værn mod det, han kaldte ”lungesygdomme”.

Udmeldingen kommer, efter WHO har kaldt situationen i landet for ”meget bekymrende” og opfordret Tanzanias regering til at indføre restriktioner.

- Dette understreger, hvor vigtigt det er, at Tanzania indfører robuste foranstaltninger, både for at beskytte sit eget folk men også befolkningen i andre lande, lød det søndag fra WHO’s generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus i en pressemeddelelse.

Gud besejrede coronavirus

WHO frygter et stort mørketal i Tanzania, der ikke har offentliggjort coronatal siden maj sidste år, hvor man registrerede 500 nye smittetilfælde og 21 corona-relaterede dødsfald.

En måned senere erklærede præsidenten, at corona var udryddet i landet – ifølge Magufuli blandt andet som resultat af befolkningens bønner.

- Jeg tror på, og jeg er sikker på, at mange tanzanianere gør det samme, at Gud har besejret coronavirus, sagde Magufuli i juni sidste år.

Præsidenten har desuden udtrykt skepsis over for vacciner, som han har kaldt for ”farlige”.

Mens andre lande i Afrika er gået i gang med at vaccinere befolkningen, er Tanzania er et af få lande, der endnu ikke er på listen over dem, der vil modtage vacciner fra det centrale internationale samarbejde om covid-19-vacciner, COVAX.

- Vi må stå fast. Nogle af disse vacciner er ikke gode for os, lød det blandt andet fra Magufuli i januar.

På en pressekonference få dage senere, i begyndelsen af februar, nævnte landets sundhedsminister heller intet om, hvornår Tanzania vil begynde at vaccinere, men gentog i stedet regeringens råd om, at lokale urter og masser af vand kan modstå virusset.

Masker i gadebilledet

Myndighedernes kommunikation har haft stor betydning for befolkningens adfærd, mener Per Gjøde.

- Folk hernede lytter rigtig meget til, hvad regeringen siger og har generelt stor respekt for autoriteter. Så de her tiltag vi fulgte i starten med at gå med maske og vaske hænder og den slags, det lagde en stor del af befolkningen på hylden, da præsidenten sagde, at landet var coronafrit.

Genbrugsplast bliver anvendt til beskyttelsesmasker mod coronavirus i Dar es Salaam. (Foto: Stringer .)

Han oplever dog, at tanzanierne er blevet mere påpasselige siden december, hvor smitten begyndte at blusse op igen.

- Jeg ser flere i gadebilledet, der er begyndt at gå med maske. Før var det meget få og primært de mest veluddannede, men nu er det blevet mere almindeligt for en langt større del af befolkningen, fortæller han.

- Jeg oplever, at folk er bekymrede. Men der er også mange, der ser det som endnu sygdom i en lang række, som man må kæmpe med hernede, ligesom aids, malaria og tuberkulose.

Afrikansk sammenhold

For nylig rundede Afrika 100.000 corona-dødsfald.

I den forbindelse opfordrede direktøren fra Center for Sygdomskontrol - og forebyggelse under den Afrikanske Union kraftigt Tanzanias regering til at samarbejde med resten af landene i unionen.

- Hvis vi ikke bekæmper dette sammen som kontinent, er vi færdige, sagde direktør John Nkengasong.

Nu er der altså tegn på, at tonen fra myndighederne i Tanzania er begyndt at ændre sig.

Efter præsidentens udtalelse i går udsendte sundhedsministeriet en pressemeddelelse, hvor man opfordrer landets befolkning til at bære mundbind samt at vaske hænder.

Og Per Gjøde håber, det er et tegn på, at myndighederne vil informere befolkningen bedre om coronavirus i fremtiden.

- Jeg synes, det er en forfærdelig situation, vi står i. Som politisk leder har man jo et kolossalt ansvar for befolkningens ve og vel, og det synes jeg ikke helt, regeringen varetager i øjeblikket.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter