Præsidentkandidat skal gøre skeptiske colombianere tilfredse med fredsaftale

Den 41-årige Ivan Duque har vundet første runde af Colombias præsidentvalg.

Ivan Duque (t.h.) efter valgsejren i første runde af præsidentvalget i Colombia. (Foto: Nacho Doce © Scanpix)

I går gik colombianerne til stemmeurnerne i første runde af landets præsidentvalg, og ikke overraskende fik favoritten Ivan Duque 39 procent af stemmerne.

Den 41-årige eks-senator er blandt andet gået til valg på hård kritik af den historiske fredsaftale med oprørsgruppen Farc, som blev indgået af den siddende præsident, Juan Manuel Santos, i 2016. Det har spillet en stor rolle i resultatet, vurderer DR's korrespondent i Sydamerika, Kristian Almblad.

- De meningsmålinger, vi har set for nylig, viser, at omkring halvdelen af befolkningen er meget eller lidt skeptiske overfor den fredsaftale, der ligger, og det, tror jeg, er en stor del af forklaringen.

- Og så skal man også huske på, at den tidligere præsident Alvaro Uribe, som har utrolig stor magt i Colombia stadigvæk, selvom det er otte år siden, han sad ved magten, har peget på Ivan Duque til at være den næste præsident i Colombia. Og det er der rigtigt mange, der har lyttet til.

Revision af fredsaftalen

Den 41-årige kandidat, som stiller op for det konservative Centro Democratico, er også favorit til at løbe med sejren i anden runde af valget, som løber af stablen den 17. juni.

Gør han det, bliver det interessant at se, hvad han vil gøre ved den fredsaftale, der har skabt splittelse blandt landets befolkning. Han har allerede varslet, at han vil ændre betingelserne i fredsaftalen og blandt andet fængsle tidligere Farc-medlemmer for krigsforbrydelser.

- Han vil på en eller anden måde forsøge at imødekomme de mange, mange colombianere, som synes, at den her fredsaftale, som de har set udmønte sig det seneste halvandet år, har været lidt for god for oprørsgruppen Farc, som mange jo synes er terrorister, siger Kristian Almblad og fortsætter:

- Bliver det ham, der vinder, så må han ind og se, hvordan han på en eller anden måde kan gå ind og lave om i fredsaftalen, så hans vælgere bliver tilfredse, uden at han skal starte helt forfra - for det vil være helt uoverskueligt for Colombia, hvis han skal det.

Ivan Duques modkandidat fra venstrefløjen, Gustavo Petro, fik ved gårsdagens valg 25,1 procent af stemmerne. De to kandidater skal op mod hinanden den 17. juni.

Facebook
Twitter