Præsidentvalg i Afghanistan udskudt med flere måneder

Borgerne i Afghanistan må vente flere måneder, før de kan stemme på en ny præsident, da valget er udskudt.

Præsidentvalget er udskudt, fordi der er brug for mere tid til at sikre vælgerlister og træne medarbejdere til at bruge et særligt skema til at reducere svindel. (Foto: Rahmat Gul © Scanpix)

Afghanistans præsidentvalg, der oprindeligt skulle være afviklet i april, bliver udskudt i adskillige måneder.

Det skal give myndighederne mulighed for at ordne tekniske problemer, der opstod under parlamentsvalget i oktober.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Der er brug for mere tid til at sikre vælgerlister og træne medarbejdere til at bruge et særligt skema til at reducere svindel, fortæller Abdul Aziz Ibrahimi, der er talsmand for den uafhængige valgkommission.

Parlamentsvalget, der fandt sted i oktober, var ramt af forsinkelser, da de få medarbejdere, der var uddannet i svindelskemaet, ikke mødte op på valgstederne.

Derudover kunne flere registrerede vælgere ikke finde deres navn på valglisterne, og valget måtte fortsætte en ekstra dag, da flere valgsteder åbnede flere timer for sent. Der er blevet indgivet flere klager over resultatet.

Der er endnu ikke fastsat en ny dato for valget. Seneste valg fandt sted i 2014, hvor flere kritiserede udfaldet og meldte om snyd.

/ritzau/

Facebook
Twitter