Pragmatisk bling-bling guru driver sekt som forretning

En voldtægtsdom har sat fokus på moderne guruer i Indien. Det er ren forretning, lyder det fra en ekspert.

Den nu voldtægtsdømte guru Gurmeet Ram Rahim Singh ved premieren på en af sine film. I flere af filmene er Singh krediteret mere end 40 gange i rulleteksterne. Blandet andet som stuntmand, caster og makeup-artist. (Foto: © Str, Scanpix)

I dag blev den berømte og berygtede indiske guru Gurmeet Ram Rahim Singh idømt 20 års fængsel for voldtægt.

Tilhængere af guruen reagerede med voldelige protester, da Gurmeet Ram Rahim Singh i sidste uge blev dømt for voldtægt. Over 30 mennesker blev dræbt og 200 såret under urolighederne.

Guru-institutionen har igennem mange år været et særtræk ved indisk religion, siger Marianne Qvortrup Fibiger, der forsker i indiske religioner ved afdeling for religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

Guruerne er religiøse ledere, der for mange indere er en slags sikkerhedsnet, som kan varetage befolkningens interesser og sikkerhed.

- Guruer betyder meget for rigtig mange indere. Det, som er sket nu, er, at man ikke længere nødvendigvis følger sin lokale guru. Med internettet og sociale medier er det blevet nemmere at finde en guru, der passer til ens overbevisning, siger hun.

Bling bling og kastrering

Den 50-årige guru Gurmeet Ram Rahim Singh er kendt under tilnavnene "Rockstar Baba" og "Guruen af Bling" på grund af sin forkærlighed for skinnende, farverigt tøj og overdrevne smykker. Og mens han har udgivet flere film og sange om sit liv, har anklagerne fløjet om hovedet på guruen.

Han er blandt andet tidligere blevet anklaget for at håne andre religioner, mens han i øjeblikket bliver efterforsket for mord på en journalist samt tvangskastrationer af 400 af sine mandlige tilhængere.

Ifølge Ravinder Kaur, der er centerleder ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, er der stor forskel på traditionelle guruer og dem, man ser nu.

- Moderne guruer driver deres sekt som en forretning. En forretning, som mange politikere gerne vil associeres med, fordi de har mange følgere. Og når politikere så associeres med en guru, så får guruen endnu flere følgere, fordi det er en blåstempling. Det er en ond cirkel, siger hun.

Ravinder Kaur har et bud på, hvorfor netop Gurmeet Ram Rahim Singh er populær blandt sine følgere:

- Han er meget pragmatisk. Han siger, at Gud er ligesom alle os: helt normale. Han praktiserer en meget moderne form for religion, som appellerer til folket, siger hun.

Det er okay at være rig

Mens Gurmeet Ram Rahim Singh har prædiket, hvad han selv kalder for "rimelig tilbageholdenhed", har han selv levet et ofte glamourøst liv.

Det blev illustreret, da han mødte op i retten. Her ankom han i en bilkonvoj med intet mindre end 200 biler. Efterfølgende blev han fløjet væk i en helikopter.

Ved en moderne guru som Gurmeet Ram Rahim Singh, kan man sagtens forholde sig til den materielle verden, hvis man bare kan implementere en religiøs tilgang til sin verden, siger religionsforsker Marianne Qvortrup Fibiger fra Aarhus Universitet.

- Ved en moderne guru som Gurmeet Singh kan man sagtens forholde sig til den materielle verden, hvis man bare kan implementere en religiøs tilgang til sin verden. Man kan altså både være bling-bling guru, samtidig med at man har en religiøs søgen. Det er den moderne form for guruisme, siger hun.

Det handler om politik

Ifølge centerleder Ravinder Kaur fra Københavns Universitet bliver guruerne ofte til en slags mellemmænd, som klarer forskellige opgaver, fordi de har politisk magt, mens folk i landsbyerne ikke har så direkte adgang til staten.

- Hvis folk eksempelvis har problemer med politiet, så kan guruen påvirke politiet, siger Ravinder Kaur.

Gurmeet Ram Rahim Singh har tætte bånd til regeringspartiet Bharatiya Janata Party.

Han har tidligere opfordret sine følgere til at stemme på partiet, ligesom Indiens premierminister i 2014 roste guruen for en gadeoprydningskampagne.

- Guruer er politiske og ender ret ofte med at blive politikere selv. Derfor er der enormt meget magt i at være guru, og staten har typisk en berøringsangst overfor guruer, siger Ravinder Kaur.