Premierminister beskylder Cataloniens leder for 'at vende ryggen til uro'

Pedro Sanchez sender hård kritik mod den catalanske leder under besøg i Barcelona.

En gruppe demonstranter var mødt op for at få premierministeren til at mødes med uafhængighedsbevægelsens ledere. (Foto: TONI ALBIR © Scanpix)

Spaniens fungerende premierminister, Pedro Sanchez, er i dag på besøg i Cataloniens hovedstad, Barcelona, efter omkring en uges uro i byen.

I den forbindelse kritiserede han Cataloniens præsident i hårde vendinger.

Ifølge Sanchez har regionens præsident, Quim Torra, hidtil "vendt ryggen til" de voldelige protester, der er opstået i den nordøstlige spanske region.

Demonstrationerne blev skudt i gang af en række domme i Spaniens højesteret mandag i sidste uge. Her blev ni catalanske tidligere separatistledere idømt mellem ni og 13 års fængsel.

De blev dømt for deres roller i Cataloniens løsrivelsesbevægelse i 2017.

Sanchez besøgte i løbet af dagen sikkerhedsstyrkerne i Barcelona. Den catalanske præsident har anmodet om et møde med premierministeren, men det vides ikke, om det skal finde sted. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Premierministeren mødtes med betjente, der var kommet til skade under optøjerne. (Foto: Fernando Calvo HANDOUT © Scanpix)

Mødt af lille protest

Sanchez blev mødt af protester fra en lille gruppe demonstranter, da han ankom til det nationale politihovedkvarter i Barcelona.

Demonstranter var mødt op for at sende et budskab til premierministeren om, at han skal mødes med uafhængighedsbevægelsens ledere. (Foto: TONI ALBIR © Scanpix)

Det er her, at mange af de seneste dages sammenstød mellem demonstranter og spansk politi er foregået.

Sanchez har sagt, at det er Quim Torras opgave at skabe ro i regionen.

- Din opførsel de seneste dage har gjort præcis det modsatte, lyder det mandag fra Spaniens premierminister i et brev til den catalanske leder.

Spanien skal til nyvalg i næste måned, efter at det ikke er lykkedes for Pedro Sanchez at danne en regering efter seneste valg i april.

/ritzau/Reuters