Pres Putin: Regionalvalg i Rusland efter forgiftning af Navalnyj

Oppositionsleder har opfordret vælgerne til at stemme taktisk mod regeringsparti.

En tredjedel af vælgerne i Rusland ventes at deltage i regionalvalget. (Foto: Maxim Shemetov © Scanpix)

Søndag afsluttes et tre dage langt regionalt valg i Rusland.

Valget er en afgørende test for oppositionen mod præsident Vladimir Putin. Ruslands mest fremtrædende oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj har været særdeles aktiv i valgkampen, indtil han ifølge tyske læger blev forgiftet under et besøg i Tomsk i Sibirien.

Valget afholdes over flere dage for at mindske risikoen for coronasmitte.

Der er blevet stemt i 18 provinser og territorier. Dertil kommer 11 provinsforsamlinger og 22 regionale hovedstæder.

En vælger kigger på listen af kandidater ved et lokalvalg i Moskva. (Foto: SERGEI ILNITSKY © Scanpix)

Største protest mod Putin

I Khabarovsk omkring 8.000 kilometer øst for Moskva har titusindvis af mennesker demonstreret mange weekender i træk mod Putins beslutning om at afsætte regionens drabssigtede guvernør. Guvernøren tilhører partiet Liberaldemokraterne.

Han var trodsig over for Moskva, og pludselig dukkede sikkerhedsfolk i camouflageuniformer op og anholdt ham. Han anklages for mistanke om, at han på en eller anden måde var involveret i drab for næsten 20 år siden.

Demonstrationerne i Khabarovsk er blandt de største og mest omfattende, Putin har været ude for i sin regeringstid. Der er også ulmende uro eller utilfredshed i flere andre regioner.

Lørdag var der påny demonstration til fordel for den afsatte guvernør i Khabarovsk. (Foto: EVGENII PEREVERZEV © Scanpix)

Navalnyjs anklager

I Ruslands tredjestørste by, Novosibirsk, står både Kommunistpartiet og den Navalnyj-ledede opposition stærkt. Under sit besøg i byen anklagede oppositionslederen Aleksej Navalnyj flere lokale ledende politikere fra Forenet Rusland for korruption. Forenet Rusland er tæt forbundet med Putin.

Valget i Novosibirsk bliver derfor opfattet som en lakmusprøve for oppositionens taktik og Moskvas reaktioner op til næste års parlamentsvalg.

Navalnyj selv er fortsat indlagt på et hospital i Berlin. Her har læger konstateret, at han blev forgiftet under et besøg i Sibirien i sidste måned. Ingen har kunnet fastslå, hvem der stod bag. Kreml afviser at have noget med sagen at gøre.

Navalnyj var på rundrejse for at mane til sammenhold i kampen mod Forenet Rusland, da han blev syg.

Stem taktisk

Navalnyjs parti har opfordret russerne til at stemme på alle andre end Forenet Rusland. Partiet dominerer parlamentet og mange regionale administrationer.

- Stem på en kommunist. Stem på en liberal demokrat. Alt er bedre end Forenet Rusland, siger Navalnyjs tilhængere.

En ældre kvinde afgiver sin stemme i Tomsk søndag. (Foto: Maxim Shemetov © Scanpix)

En række Kreml-støttede partier er ifølge den uafhængige nyhedstjeneste Meduza alene dannet for at splitte oppositionen.

Valget overvåges ikke af uafhængige observatører fra OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa.

Hvor udbredt utilfredsheden er med Kreml, vil først blive klart om flere dage. Det tager flere døgn at tælle stemmerne op.

Facebook
Twitter