Journalister fra tre fremtrædende tyske medier har fået afvist at få fornyet deres presseakkrediteringer i Tyrkiet.
Der foreligger ikke nogen begrundelse for, hvorfor journalisterne ikke længere er velkomne til at rapportere fra landet.
Men ifølge BBC er det sandsynligvis første gang, det sker i landets nyere historie.
Sagen har fået den tyske udenrigsminister Heiko Mass til at tale med store bogstaver på Twitter, hvor han kalder udvisningerne for "uacceptable".
Til avisen Tagesspiel, hvis journalist Thomas Seibert er en af dem, som ikke længere får lov at arbejde i Tyrkiet, uddyber udenrigsministeren:
- Uden en kritisk presse er der intet frit demokrati, siger han og understreger at Tyskland vil fortsætte med at kæmpe for pressefrihed.
Går efter internationale medier
Ud over Tagesspiel, er journalister fra ZDF og NDR blevet udvist. En af dem var allerede i Tyskland, og de to andre rejste ud af Tyrkiet i går.
- Vi tror, at det er en strategi, som skal forstærke presset på internationale medier. Efter at regeringen (den tyrkiske, red.) mere eller mindre har formået at bringe lokale medier til tavshed, går de nu efter internationale medier, siger ZDF's Jörg Brase til BBC.
Tagesspiels Thomas Seibert sætter udvisningen i samme kontekst.
- Jeg tror ikke, det handler om noget, jeg har skrevet. Jeg tror, det er en besked til den vestlige presse. De (Tyrkiet, red.) har brug for en syndebuk, eller to eller tre, og jeg var en af de uheldige, siger han til Deutsche Welle.
- Hvis den tyrkiske regering håber, at den kan holde mig fra at rapportere ved at tage mit pressekort - og i bund og grund smide mig ud af Tyrkiet - kommer planen ikke til at virke, siger Seibert.
En skærpelse
DR's mellemøstkorrespondent Michael S. Lund kan stadig rapportere fra Istanbul, hvor han bor til daglig.
Han peger på, at Tyrkiet i forvejen ligger meget lavt på organisationen Journalister uden Grænsers rangliste over landes pressefrihed.
- Specielt efter det kupforsøg, der var i Tyrkiet i 2016, er medier blevet lukket, en række tyrkiske journalister er blevet fængslet, og der har været enkelte udenlandske journalister, som er blevet deporteret fra landet, siger han.
De har dog ofte været fra mindre medier og er blevet udvist af konkrete årsager, for eksempel fordi de har interviewet personer, som Tyrkiet mener er terrorister.
- Men det her er en skærpelse. Tidligere har de store udenlandske mediers journalister været mere beskyttede. Det er noget nyt, at man tager tre så store medier og uden forklaring siger, at de ikke længere er velkomne, siger Michael S. Lund.
40 har endnu ikke fået svar
Han understreger, at det er spekulationer, når der ikke er kommet en forklaring på udvisningerne.
Men det virker ikke tilfældigt, at journalisterne kommer fra Tyskland, som Tyrkiet de senere år har haft et anstrengt forhold til.
Det skyldes blandt andet en sag fra 2016, hvor en tysk komiker læste et groft digt op om den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan.
Året efter var der igen tyrkisk vrede, da Tyskland stoppede tyrkiske regeringsmedlemmer fra at holde valgmøder i landet, hvor der bor over en million vælgere, som er stemmeberettigede i Tyrkiet.
- Når det lige netop er tre tyske journalister, det går ud over, tror jeg, at det har noget at gøre med det anspændte forhold mellem de to lande, siger Michael S. Lund.
Ifølge ham forsøger de tre journalister nu at gå rettens vej i Tyrkiet. Han fortæller, at endnu 40 udenlandske journalister lige nu venter på svar på, om de fortsat må rapportere fra Tyrkiet.
- Så vidt jeg er orienteret, har alle de danske journalister i Tyrkiet, som har søgt, fået deres pressekort, siger korrespondenten.