Presset Hongkong-leder på slingrekurs: Systemkritiker pludselig løsladt fra fængsel

Demonstranter havde succes med at bremse en omstridt lov. Nu går de efter lederens afgang.

En af Hongkongs mest prominente demokratiforkæmpere og systemkritikere, Joshua Wong, blev i dag løsladt fra fængslet uden videre forklaring.

Den kun 22-årige aktivist var ellers blevet idømt to måneders fængsel for sin deltagen i store demonstrationer i 2014, men nåede kun at afsone én måned.

Beslutningen om hans løsladelse er angiveligt taget af bystyret i Hongkong. Den kommer oven på en uge med masseprotester og international fordømmelse af Hongkongs politiske leder, Carrie Lam, der i øjeblikket lader til at være på glatis.

Regeringen på slingrekurs

- Det ser ikke ud til, at hun kan finde et ben at stå på, lyder konklusionen fra DR's korrespondent i Hongkong, Kristian Almblad, om den ellers principfaste leder, der i øjeblikket viser sig fra en usædvanlig ubeslutsom side.

Hongkongs regeringschef Carrie Lam (tv.) med Kinas leder Xi Jinping. Carrie Lam har været under beskydning af befolkningen såvel som det internationale samfund hele sidste uge. Kritikere mener, at hun er med til at give fastlandet Kina mere kontrol over Hongkong, og de vil have hende til at gå af. (Foto: Bobby Yip © Scanpix)

Lam er den seneste uge blevet mødt af massiv modstand fra befolkningen, der kræver annullering af et lovforslag, som gør det muligt at udlevere borgere i Hongkong til retsforfølgelse i fastlandet Kina.

I stedet for at efterleve demonstranternes krav, kaldte hun dem i sidste uge "uromagere" og støttede politiet i at nedkæmpe dem med tåregas og gummikugler - et politisk træk, der kun ledte til endnu større utilfredshed.

I mellemtiden blev der sat yderligere spørgsmålstegn ved hendes dømmekraft, efter hendes egen regering pludselig også udtalte, at man burde stoppe processen om at få loven ført igennem.

Og lørdag var tonen fra Lam så - til manges overraskelse - anderledes: Hun satte lovforslaget på standby på ubestemt tid.

- Først nægtede hun at tage den her omstridte lov af bordet, men pludselig melder hun ud, at man venter med at gennemføre den. Så forsvarede hun politiets opførsel over for demonstranterne, og i går beklagede hun endelig hele forløbet, siger Kristian Almblad.

- Lam ser ud til at have kastet sig selv ud i noget af en slingrekurs, som vidner om, at hun er presset i sin position som bystyrets øverste leder.

Løslader systemkritiker for at få ro

Nu har hun så løsladt aktivisten Joshua Wong, der spillede en stor rolle i pro-demokratiske demonstrationer i 2014.

Der gik ikke lang tid, fra Joshua Wong blev løsladt, til han gik på nationalt tv og krævede Carrie Lams afgang. (Foto: Isaac Lawrence © Scanpix)

Hongkongs styre har ikke forklaret den pludselige beslutning yderligere, men Kristian Almblad vurderer, at det også hænger sammen med det voksende pres.

- Det er højst sandsynligt et forsøg på at få ro på befolkningen.

Der er dog ikke noget, der tyder på, at løsladelsen af Wong vil have en beroligende effekt.

Ligesom mange analytikere har Wong flere gange peget på, at Hongkongs leder, Lam, blot er en forlænget arm for Det Kommunistiske Parti og dets leder Xi Jinping i Beijing.

Efter sin løsladelse talte Wong direkte til rullende kameraer og bakkede op om seneste uges protester.

- Vi vil ikke være stille under præsident Xi og regeringschef Lams undertrykkelse, sagde han og vurderede, at protesterne blot vil vokse, hvis ikke Lam træder tilbage.

Wong er medstifter af det politiske parti i Hongkong Demosisto, der har spillet en stor rolle i sidste uges demonstrationer såvel som tidligere demonstrationer i Hongkong.

Ovenpå den seneste tids konflikt gjorde partiet det lørdag klart, at de vil fortsætte med at kæmpe.

- Vi har måske vundet én kamp, men krigen er ikke slut endnu. Vi opfordrer det internationale samfund til ikke at kigge væk, sagde partiet i en udtalelse ifølge CNN.

Befolkningen: Gå af, Carrie Lam

Som analytikere og demonstranterne selv har peget på, har utilfredsheden i Honghong vokset sig større end til blot at handle om udleveringsloven, fortæller Kristian Almblad.

- Det handler også om at bevare den lille del af selvstændighed, som Hongkong trods alt stadig har.

I de senere år har Hongkong oplevet, at Kinas skrappe politiske linje, hvor censur præger stort set alle dele af samfundet, og hvor der ikke er plads til regeringskritik, i højere og højere grad bliver trukket ned over byen.

Analytikere har gentagne gange påpeget, at byens leder reelt set er en hånddukke for det kommunistiske styre i Beijing.

Styret ønsker et Hongkong, der ligner resten af Kina mere - omvendt ser Hongkongs borgere sig mere som "hongkongere" end kinesere, og de ønsker at holde fast i deres demokratiske rettigheder.

Derfor er det heller ikke overraskende, at demonstrationerne søndag var på deres allerhøjeste, selvom lovforslaget nu er blevet trukket tilbage.

- I det store spil handler det om, hvorvidt Kina skal fylde endnu mere, end det allerede gør i Hongkong, siger Kristian Almblad.

Arrangørerne af gårsdagens demonstrationer siger, at to millioner mennesker mødte op - hvis det tal er retvisende, var det den største demonstration i byens historie.

Kravene var også denne gang klare: Lam skal trække udleveringsloven helt tilbage, stoppe med at slå ned på demonstranter og holde politiet til ansvar for deres angreb på demonstranterne i sidste uge. Sidst men ikke mindst skal hun træde af som politisk leder.

Sidstnævnte kommer dog ikke til at ske, selv hvis Lam skulle have lyst til det, sagde styret i Beijing i dag.

Siden demonstrationerne i går har flere demonstranter overnattet på gaden nær bystyrets hovedkvarter og blokeret hovedveje i Hongkong.

  • Flere valgte efter søndagens demonstrationer at campere foran det lokale bystyres regeringsbygninger i Hongkong. Flere overnattede på gaden og har mandag morgen blokeret veje. (Foto: ROMAN PILIPEY © Scanpix)
  • Her blokerer utilfredse borgere i Hongkong for en hovedvej nær det lokale bystyres hovedkvarter. De vil have Cari Lam afsat. (Foto: DALE de la REY © Scanpix)
  • Mandag morgen var der stadig flere, der blokerede gaderne i Hongkong. (Foto: ROMAN PILIPEY © Scanpix)
1 / 3

- Man kan mærke, at mange her i Hongkong venter på, at der sker noget, siger Kristian Almblad og tilføjer, at den folkelige opstand lige nu har et momentum, der får borgerne til at tro på, at de rent faktisk kan ændre noget.

Facebook
Twitter