Prigozjin: Mine tropper er begyndt at trække sig ud af Bakhmut

Allerede i lørdags hævdede Wagner-lederen, at hans tropper havde kontrol over byen.

Wagner-lederen hævder, at hans tropper er begyndt at trække sig fra den østukrainske by Bakhmut. (Foto: © PRESS SERVICE OF CONCORD)

Opdateret klokken 11:25 med udmelding fra Ukraines viceforsvarsminister.

Jevgenij Prigozjin, grundlæggeren af den russiske lejehær Wagner-gruppen, siger, at hans tropper er begyndt at trække sig ud af den krigsramte by Bakhmut i det østlige Ukraine.

Det sker i en video publiceret i dag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen kommer, få dage efter at Prigozjin meddelte, at hans tropper havde erobret hele byen. Det blev hurtigt afvist af Ukraine, der fastholdte, at der forsat var kampe i Bakhmut.

- Vi trækker tropperne fra Bakhmut. Fra i dag klokken fem om morgenen den 25. maj frem til 1. juni vil de fleste tropper blive omgrupperet til baser bag fronten. Vi overrækker vores positioner til militæret, siger Prigozjin ifølge Reuters.

Bakhmut i det østlige Ukraine er voldsomt medtaget efter flere måneders intense kampe. (Foto: © STRINGER, Ritzau Scanpix)

Ifølge Reuters siger den ukrainske viceforsvarsminister, at russiske soldater har erstattet Wagner-tropper i yderkanterne af Bakhmut, men at der i centrum af byen stadig er soldater fra Wagner-gruppen.

I videoen, der blev publiceret på Telegram, står Prigozjin i militæruniform ved siden af et krigsskadet lejlighedskompleks.

Bakhmut har de seneste mange måneder dannet ramme om krigens længste og blodigste slag. Byen er blandt andet blevet kaldt "kødhakkeren" på grund af de mange ofre.

Militæranalytiker: Slaget er ikke forbi

Ifølge militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen er det soldater fra Folkerepublikken Donetsks hær, der nu skal overtage kontrollen i den hærgede by.

Gruppen består af pro-russiske separatister.

- De er på en eller anden måde ved at blive integreret i den russiske hær, men er det ikke endnu, siger han og påpeger, at gruppen i højere grad består af en slags værnepligtige end af professionelle soldater.

Timingen for Wagner-gruppens tilbagetrækning er samtidig god for Prigozjins omdømme, mener Puck Nielsen.

Skærmbillede fra videoen, der blev lagt på Telegram. Wagner-soldaterne er begyndt at trække sig fra Bakhmut, hævder Prigozjin. (Foto: © PRESS SERVICE OF CONCORD)

Wagner-lederen kan nemlig undgå de største ydmygelser ved at trække sig fra byen, mens den - i hvert fald ifølge ham selv - fortsat er i russiske hænder.

- Så kan han bevare æren og være ham, der erobrede byen, men det er nogle andre, der kan få skylden for at miste den igen, siger Anders Puck Nielsen.

'Et forsøg på at løbe fra nederlaget'

I Ukraine bliver nyheden om Wagner-gruppens tilbagetrækning modtaget med et skuldertræk. Det fortæller DR's Europa-korrespondent Anna Gaarslev.

- Prigozjin har tidligere annonceret, at hans soldater ville trække sig fra byen. Det ville være mere opsigtsvækkende, hvis han nu løb fra det "løfte", siger hun.

Hun påpeger, at tilbagetrækningen i højere grad ses som et forsøg på at løbe fra nederlaget.

- Russerne har selve byen, men ukrainske styrker formerer en halvcirkel vest, nord og syd for Bakhmut, og alle forventer, at ukrainerne vil forsøge at genindtage byen i nær fremtid.

Anders Puck Nielsen mener heller ikke, at slaget om Bakhmut er forbi. Ifølge ham fokuserer de ukrainske styrker nu mere på at have kontrol med byens omkringliggende områder.

Han mener, at der om et par måneder er "en pæn chance" for, at ukrainerne vil generobre byen ved at omringe russerne, der befinder sig mere centralt i Bakhmut.