Prins Andrew får kritik i britiske medier efter 'forvirrende' interview

Hertugen af York nægter al kendskab til en kvinde, der siger, at hun tre gange blev tvunget til sex med den 59-årige prins.

I mange uger op til interviewet har de britiske medier skrevet om prins Andrews venskab med Jeffrey Epstein og om Virginia Roberts, der i 2015 fortalte, at hun blev tvunget til at have sex med den 59-årige prins tre gange mellem 1999 og 2012. (Foto: Lillian Suwanrumpha © Scanpix)

Hvad der virkede som en mulighed for at tale sin sag foran offentligheden, ser i den grad ud til at have givet bagslag for hertugen af York, prins Andrew, søn af dronning Elizabeth 2.

Lørdag aften deltog han i et interview med BBC, blandt andet om forholdet til milliardæren Jeffrey Epstein, men også om kvinden Virginia Roberts, der i 2015 fortalte, at hun blev tvunget til at have sex med den 59-årige prins tre gange mellem 1999 og 2012. I 1999 var hun 17 år.

Det var under den del af interviewet, der omhandlede hende, at prins Andrew for alvor kom på dybt vand, ifølge flere britiske medier.

Rådgiver sagde op før interviewet

To uger inden interviewet havde prinsens PR-rådgiver, Jason Stein, sagt op på grund af prinsens beslutning om et interview på landsdækkende tv.

Og ifølge BBC's kommentator skinnede det klart igennem på skærmen.

- Han (prins Andrew, red.) har smadret sig vej ind til interviewet og besluttet, at han ville gøre det selv, uden at tage imod nogle former for råd. Enhver fornuftig person i PR-branchen ville kaste hænderne over hovedet i rædsel over den idé, siger Dickie Arbiter og tilføjer, at interviewet har gjort mere skade end gavn for prins Andrew.

Andre eksperter siger til BBC, at prinsen fremstod 'arrogant' i interviewet og at dronningen 'i hjertet må være ekstremt flov over ham'.

Virginia Roberts har fortalt, at hun og prins Andrews mødtes i 2001 på en natklub, hvor hun husker, at prinsen svedte meget.

Det afviste han i interviewet med følgende forklaring:

- På det tidspunkt svedte jeg ikke, fordi jeg havde fået det, jeg vil beskrive som en overdosis af adrenalin under Falklandskrigen, hvor jeg blev beskudt, så jeg kunne... Det var næsten umuligt for mig at svede.

Det britiske medie The Guardian kalder prinsens forklaringer og argumenter for sin uskyld for 'ofte selvmodsigende og forvirrende'.

Arkivfoto af prins Andrew og dronning Elizabeth 2. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)

'En katastrofal fejl'

Endnu hårdere er dommen fra advokaten Mark Stephens.

Han har tidligere repræsenteret den britiske soldat James Hewitt, der blev beskyldt for at have haft en affære med prinsesse Diana. Og han kalder prins Andrews beslutning om interviewet for 'en katastrofal fejl'.

- Den strategi med at stille op på den måde, den virker kun, hvis du har et fyldestgørende svar til alle tænkelige spørgsmål. Her er der simpelthen for mange løse ender, siger han til The Guardian.

På Twitter skriver brugeren Anthony John Morley om interviewet:

- Nogen burde have taget skovlen fra ham 10 minutter inde i interviewet. Han kunne ikke have gravet et hul, der var dybt nok til at begrave al det 'bullshit'.

En anden bruger har taget et screenshot af journalist Emily Maitlis, der interviewede prins Andrew, og skriver: - Emily Maitlis' ansigtsudtryk opsummerer hele interviewet med prins Andrew.

Prins Andrew indrømmede i interviewet, at han fortrød, at han havde bevaret kontakten med Epstein, selv om finansmanden i 2008 indgik et forlig i en rufferisag om prostitution af en pige under 18 år.

- Jeg slår mig selv over det dagligt, fordi det ikke er sådan, man bør opføre sig som medlem af den kongelige familie, og vi prøver at opretholde de højeste standarder. Der har jeg svigtet - så simpelt er det, sagde prins Andrew.