Prins Charles har coronavirus

Den britiske tronarving er i isolation i Skotland.

Prins Charles er blevet testet positiv for coronavirus. (Foto: pool © Scanpix)

Storbritanniens prins Charles, som er arving til den britiske trone, er blevet testet positiv for coronavirus.

Det oplyser britiske Sky News ifølge en meddelelse fra Clarence House, som er den kongelige residens.

Prins Charles og hertuginde Camilla er nu i isolation i Skotland. (Foto: Pool © Scanpix)

Den 71-årige prins og hans kone, hertuginde Camilla, er begge blevet testet. Hun er testet negativ.

Parret opholder sig for tiden i Skotland, hvor de sammen er i isolation.

- Han har haft milde symptomer, men er i øvrigt ved godt helbred og har arbejdet hjemmefra gennem de seneste par dage som sædvanlig, lyder det i meddelelsen fra Clarence House.

Kender ikke smittekilde

Kongehuset har ikke kendskab til, hvordan prins Charles er blevet smittet med coronavirus:

- Det er ikke muligt at konstatere, hvem prins Charles har fået virusset fra, da han har deltaget i mange begivenheder gennem sin offentlige rolle gennem de seneste uger, oplyser kongehuset.

Ifølge Sky News var den seneste begivenhed prins Charles deltog i en reception og en middag til fordel for de australske brande, som fandt sted den 12. marts.

Det fandt sted i Mansion House i London.

Storbritannien er lukket ned

Prins Charles er ældste søn af Storbritanniens dronning Elizabeth.

Dronningens kontor på Buckingham Palace i London oplyser ifølge Sky News, at regenten er rask og har det godt.

Sidste gang, hun så prins Charles, var den 12. marts.

Meldingen om, at prinsen er smittet, kommer kort tid efter, at store dele af det det britiske samfund er blevet lukket ned.

Mandag aften erklærede premierminister Boris Johnson, at drastiske tiltag er nødvendige for at bremse spredningen af coronavirus i Storbritannien.

Derfor er det i foreløbig tre uger eksempelvis forbudt at mødes mere end to personer - medmindre man bor sammen.