Prins Harrys og Meghan Markles bryllup

Prins Harry får sin Meghan i dag: Her får du alle detaljer om brylluppet

600 gæster er inviteret til bryllup, hvor bruden ventes at bryde kongelig tradition.

Brudeparret, britiske prins Harry og amerikanske Meghan Markle, offentliggjorde deres forlovelse 27. november i London. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Det er historien om den fraskilte amerikanske skuerspillerinde, der møder den britiske prins på en blind date i London, og de to forelsker sig hovedkulds i hinanden.

Han frier sidenhen til hende i hjemmet i London over en gang hjemmelavet stegt kylling.

I dag siger prins Harry på 33 år ja til sin 36-årige brud, Meghan Markle, ved et storslået kongeligt bryllup i den lille landsby Windsor, en times køretur fra centrum af London.

Selve vielsen finder sted ved middagstid i St. Georges Chapel på Windsor Castle.

600 gæster skal med i kirken fra det 15. århundrede, som er mere intim end Westminster Abbey, hvor prins Harrys storebror, prins William, blev gift med hertuginde Cathrine 29. april 2011.

Du kan følge det kongelig bryllup live her på dr.dk og på DR1 eller DRTV fra klokken 09.00.

Spice Girls og terrorofre som gæster

Brylluppet ventes at blive mindre end prins Williams bryllup. Prins Harry er kun nummer seks i rækken til den britiske trone.

Brylluppet vil formentlig også være mere utraditionelt. Blandt andet skriver BBC, at Meghan muligvis vil bryde med den kongelige tradition og holde en tale for sin prins.

Og så har parret fravalgt at invitere politikere, hvorfor hverken den britiske premierminister Theresa May eller Labour-leder Jeremy Corbyn er inviteret.

Til gengæld ventes det, at medlemmerne fra 90'er-gruppen Spice Girls er blandt gæsterne.

Desuden er mere end 2.000 civile borgere inviteret indenfor på Windsor Castles grund, hvor de vil have mulighed for at se det glade brudepar, når de ankommer til og senere forlader St George's Chapel.

Blandt gruppen af ’almindelige’ gæster er ansatte ved hoffet, lokale skolebørn og folk, der arbejder for velgørenhedsorganisationer og lokale foreninger. Også terrorofre fra angrebet i Manchester Arena sidste år er inviteret.

BILLEDER Kom tæt på bryllupsforberedelserne

  • Ifølge BBC har Meghan Markle tilbragt natten op til bryllupsdagen på luksushotellet Cliveden House Hotel i Berkshire med sin mor. Prins Harry har sovet på Dorchester Collection's Coworth Park i Ascot sammen med sin bror, prins William. (Foto: MARK BLINCH © Scanpix)
  • Klargøringen af bryllupsmenuen har været i gang i ugevis. Her er kokke ved at ordne grøntsager i slotskøkkenet 10. maj. (Foto: pool © Scanpix)
  • Fans af den kongelige familie tog allerede for flere dage siden opstilling foran slottet i Windsor, hvor de siden har overnattet, for at være sikre på at være helt foran. (Foto: Toby Melville © Scanpix)
  • Foran slottet i Windsor ventes titusinder af mennesker, som vil følge brylluppet på storskærm. (Foto: adrian dennis © Scanpix)
  • Prins Harrys forældre, prins Charles og prinsesse Diana, gav folket et kys, da de blev gift i 1981. (Foto: - © Scanpix)
  • Også storebror prins William leverede et kys foran folket. Presset hviler tungt på lillebror Harry. (Foto: Dylan Martinez © Scanpix)
  • Butikkerne i Windsor bugner af bryllupssouvenirs. (Foto: TOLGA AKMEN © Scanpix)
  • Når parret kører i karet gennem Windsor efter vielsen, vil de møde ellevilde folk, der står klar med flag og bannere. (Foto: Alastair Grant © Scanpix)
  • Her ses bryllupskirken på slottet i Windsor. Der er plads til 800 gæster. (Foto: pool © Scanpix)
  • I anledningen af brylluppet har Royal Mail trykt et særligt frimærke, hvor parrets officielle forlovelsesportræt er trykt. (Foto: ho © Scanpix)
1 / 10

Udsat for chikane og racisme

Prins Harry og Meghan Markle mødte hinanden gennem fælles venner i juli 2016.

Hun er født og opvokset i Los Angeles, Californien og har gjort karriere inden for film- og tv.

Det var en af deres fælles venner, som havde arrangeret stævnemødet mellem de to, og prinsen havde før mødet aldrig hørt om skuespilleren, der især er kendt for sin rolle i tv-serien 'Suits'.

Bliv klogere på bruddeparret i dokumentaren 'Harry & Meghan - en kærlighedshistorie' på DR TV her.

- Det var en smuk overraskelse, da jeg gik ind i rummet og så hende sidde der. Jeg tænkte: 'Ok, jeg bliver virkelig nødt til at stramme mig an nu. Nu sætter jeg mig ned, og så sørger jeg for, at vi får os en god snak', har prinsen fortalt om det første møde.

Brylluppet kort fortalt

  • Prins Harry og Meghan Markle skal giftes klokken 13.00 dansk tid i St. Georges Chapel på Windsor Castle.

  • Storebror prins William er forlover. Prins Charles fører sin svigerdatter op ad kirkegulvet.

  • Der er karettur gennem Windsor efter vielsen.

  • Parret har fravalgt gaver og har udvalgt velgørenhedsorganisationer, som gæsterne kan donere til i stedet for.

  • 600 gæster er inviteret med om dagen. Yderligere 1.200 særligt indbudte 'almindelige' mennesker får lov at komme op til slottet for at være helt tæt på.

  • Dronning Elizabeth holder en frokostreception for parret, hvor gæsterne får serveret kanapéer og mad, der kan spises stående.

  • Om aftenen er prins Charles vært for en aftenfest for 200 af de nærmeste familie og venner.

  • Brudeparret ventes ikke at rejse på bryllupsrejse lige efter brylluppet, fordi de har officielle pligter.

Efter nogle ugers kæresteri inviterede prins Harry Meghan Markle til Botswana, hvor de ’camperede under stjernerne’. Og i de efterfølgende måneder havde de et langdistanceforhold, hvor de besøgte hinanden i skiftevis London og Toronto, hvor Meghan Markle filmede sin tv-serie.

I november 2016 udsendte hoffet en usædvanlig meddelelse, hvori prins Harry i en hård tone bad medierne om at lade sin kæreste være i fred.

På forsider af landsdækkende aviser samt sociale medier og kommentarspor på artikler online, var der ifølge kongehuset kommentarer med både racistiske og sexistiske undertoner.

Meghan Markle er datter af en hvid far og en sort mor.

- Hans kæreste, Meghan Markle, har været offer for en bølge af misbrug og chikane.

- Prins Harry er bekymret for frøken Markles sikkerhed og er dybt skuffet over, at han ikke har kunnet beskytte hende. Det er ikke i orden, at frøken Markle skal være udsat for en sådan storm få måneder inde i forholdet, lød det blandt andet.

Meghan Markles forlovelsesring har referencer til prinsesse Diana og til Afrika. (Foto: POOL New © Scanpix)

Ring af Dianas diamanter

Rygterne om en snarlig forlovelse tog fart, da hun annoncerede sit stop i tv-serien ’Suits’.

Forlovelsen mellem de to blev offentliggjort i november 2017. Parret mødte pressen til en kort fotoseance foran Kensington Palace i London.

Det er her, de også bor til daglig. Her bor i forvejen prins William, hans hustru og deres tre børn samt andre medlemmer af den britiske kongefamilie.

- Det var bare sådan en vidunderlig overraskelse. Det var så sødt, naturligt og meget romantisk. Han gik ned på knæ, sagde Meghan Markle om frieriet i parrets stue.

Meghan Markles forlovelsesring er designet af prinsen og består af tre ædelstene.

De to yderste sten stammer fra prinsesse Dianas personlige samling. Stenen i midten er fra Botswana, som parret har et særligt forhold til.

- De små diamanter på hver side er fra min mors smykkesamling for at sikre, at hun er med os på denne vilde rejse sammen, har prins Harry fortalt.

VIDEO Harry om forlovelsen: Jeg tror, jeg overraskede dig

Hvem har designet kjolen?

Det spørgsmål venter alle royalister på at kunne få besvaret. Indtil videre er det en velbevaret hemmelighed.

Det har dog ikke forhindret de britiske medier i at spekulere i, hvem der har fået æren af at designe den. Og om Meghan Markle har valgt en stor kjole, en klassisk kjole eller en kjole med et utraditionelt snit.

Måske skal hun endda have to kjoler på?

Det ventes især med spænding, om hun som sin svigerinde, hertuginde Cathrine, vælger en britisk designer. I England kan man sågar spille penge på designernavnet.

Det australske mærke Ralph & Russo er nævnt som favorit. Men også designeren Erdem, og Burberry’s tidligere chefdesigner Christopher Bailey bliver nævnt som mulige mestrer bag kjolen. Time will tell.

Det er blomsterdekoratøren Philippa Craddock, som har lavet blomsteropstillingerne. De består af hvide haveroser, fingerbøl og silkepæoner, som er blandt brudens yndlingsblomster. Obs. billedet viser ikke blomsterne til brylluppet. (Foto: pool © Scanpix)

Ingen brudepige - svigerfar giver hende væk

Selvom Meghan Markle er amerikaner, skal hun ikke have en 'maid of honor'.

- Frøken Markle har en meget tæt gruppe af veninder og ville ikke vælge mellem dem, har Kensington Palace oplyst om årsagen.

Alle hendes i alt ni brudepiger og -svende vil være børn. De tæller William og Kates to ældste børn, prins George og prinsesse Charlotte. Og parrets forskellige gudbørn samt nogle venners børn.

Da Meghan Markles far aflyste din deltagelse i sidste øjeblikpå grund af helbredsproblemer, bad bruden sin kommende svigerfar prins Charles om at følge hende op ad kirkegulvet. Og den opgave takkede prinsen ja til.

- Prinsen af Wales er glad for, at han på den måde kan byde frøken Markle velkommen til den kongelige familie, lød det i en meddelelse fra hoffet.

Meghan Markle har allerede deltaget ved en del officielle arrangementer - dog ingen alene endnu. (Foto: pool © Scanpix)

Bryllup på storskærm

Efter vielsen kører parret i karet gennem Windsor, hvor de bliver hyldet af folket.

I Storbritannien er der tradition for gadefest, når de kongelige skal giftes. Nogle pynter sig ekstra fint, andre klæder sig ud, de hiver havemøblerne ud på gaden, spiser og drikker sammen og samles med fremmede fra nær og fjern for at fejre begivenheden.

Derfor bliver der i mange byer gang i gaden med musik, underholdning og bryllup på storskærm.

I Windsor, hvor brylluppet skal holdes, er der pyntet op på gader og stræder med flag og billeder af parret, og butikkerne bugner af bryllups-souvenirs. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Pubber og barer over hele England og i Wales har fået lov til at holde ekstra åbent helt indtil klokken 01.00 om natten, så alle kan deltage i festen.

BBC har valgt ikke at tage gebyr for visningen, så foreninger og lokale kan arrangere deres egne folkefester og følge hvert minut af brylluppet.

Særligt i bryllupsbyen Windsor bliver der pakket med folk, som vil helt tæt på parrets store dag.

Ifølge BBC forventes det, at mere end 100.000 besøgende vil overvære brylluppet i Windsor.

Folket, som ankommer til Windsor med tog, får gratis chokolade med bryllupslogo, vand og konfetti udleveret.

Sådan så det ud på Buckingham Palace i London, da dronning Elizabeth i 1947 mødte folket efter at være blevet gift med prins Phillip. (Foto: - © Scanpix)

Dronningen har godkendt ægteskabet

  • Den britiske dronning Elizabeth skulle give grønt lys til ægteskabet.

  • ‘My lords, I declare My Consent to a Contract of Matrimony between My Most Dearly Beloved Grandson Prince Henry Charles Albert David of Wales and Rachel Meghan Markle, which Consent I am causing to be signified under the Great Seal and to be entered in the Books of the Privy Council’, stod der i et skriftligt samtykke sendt ud 13. maj.

Den 92-årige dronning Elizabeth af Storbritannien og farmor til prins Harry er vært ved en frokostreception efter vielsen. Om aftenen er det prins Harrys far, prins Charles, der står for den kongelige festivitas. (Foto: pool © Scanpix)

Grøntsager fra dronningens haver

Den kongelige familie betaler for selve brylluppet. Meghan betaler for sin brudekjole, mens skatteyderne betaler for sikkerhedsopbuddet, skriver New York Times.

Det vides ikke, hvor meget brylluppet koster. William og Cathrines bryllup kostede over 200 millioner kroner, hvoraf langt størstedelen gik til sikkerheden.

Her ses prins William og hertuginde Kates bryllupskage, der var i otte lag og en klassisk frugtkage, som de kongelige i Storbritannien har tradition for. Prins Harry og Meghan Markle har valgt en anden slags til deres bryllup. (Foto: pool © Scanpix)

Når brudeparret er blevet mand og kone, tager alle gæsterne til frokostreception på slottet, hvor de 600 gæster vil få serveret kanapéer og mad i små skåle. Alt sammen noget der kan spises stående.

Maden er lavet af friske, lokale råvarer, hvoraf mange af dem stammer fra dronningens slotte og ejendomme rundt omkring.

- Bryllupsdagen falder meget belejligt for os. Alle de britiske grøntsager er i sæson. Vi ved, at parret har bedt os om at bruge så mange lokale råvarer så muligt. De har været med ind over alle detaljer, har chefkok Mark Flanagan fortalt.

Senere på aftenen er 200 mennesker inviteret til bryllupsfest på det nærliggende landsted Frogmore House fra 1700-tallet, hvor svigerfar prins Charles er vært.

Hellere hyldeblomst og ingen gaver

Normalt bliver der serveret frugtkage til britiske bryllupper. Men prins Harry og Meghan Markle har valgt en traditionel bryllupskage efter amerikansk tradition.

Den bliver med citron- og hyldeblomstsmag og er lavet af den californiske dessertkok og kogebogsforfatter Claire Ptak.

Parret har også valgt at gå egne veje i forhold til bryllupsgaverne, idet de har frabedt sig gaver.

De har i stedet for udvalgt en række velgørenhedsorganisationer, som gæsterne kan donere penge til.

Prins Harry er nummer seks til den britiske trone. Hans kommende kone har været gift før. Hun er født og opvokset i Los Angeles. Har en bachelor i teatervidenskab og har været skuespiller. Derudover laver hun velgørenhedsarbejde og arbejder som FN-ambassadør for at styrke kvinders rettigheder. (Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS © Scanpix)

Kilder: DR's arkiver, BBC, The Guardian, New York Times.

Blå bog

  • Brudgommen:

  • Henry af Wales kendt som Prins Harry

  • Fulde navn: Henry Charles Albert David

  • Født 15. September 1984 på St. Mary’s Hospital i London.

  • Hans forældre, prins Charles og prinsesse Diana, blev skilt I 1996, og hans mor døde i en bilulykke året efter i Paris.

  • har taget sin gymnasieuddannelse på Eton College. Har en militæruddannelse og er uddannet helikopterpilot. Har tjent i Afghanistan i 2008 og 2013.

  • Har arbejdet med veteraner og har startet Invictus Games, et handicapsportsstævne for tidligere soldater.

  • I dag repræsenterer han kongehuset og laver velgørenhedsarbejde.

  • Bruden:

  • Fulde navn: Rachel Meghan Markle

  • Født 4. august 1981 i Los Angeles, Californien.

  • Moderen, Doria Ragland er afroamerikaner. Hun er socialrådgiver og yogainstruktør. Faderen, Thomas Markle, er hvid. Han er Emmy-vindende lysmand.

  • De blev skilt, da hun var seks år gammel.

  • Hun har gået på en katolsk high school kun for piger.

  • Siden gik hun på North Western University i Illinois, hvor hun i 2003 tog sin bachelor-eksamen i teater og internationale studier.

  • Har spillet en lang række roller i forskellige amerikanske tv-serier. Mest kendt for 'Suits-tvserien.

  • I 2011 blev hun gift med skuespiller og producer Trevor Engelson, som hun var kærester med siden 2004. I 2013 blev parret skilt.

  • Har lavet en del velgørenhedsarbejde med fokus på ligestilling, børn og fattigdom, blandt andet for World Vision Canada og FN. Hun er selverklæret feminist.

Megan Markle om pressen:

  • - Det har sine udfordringer, og det kommer i bølger. Nogle dage kan være mere udfordrende end andre

  • - Og for at være helt ærlig, var det overraskende den måde, tingene forandrede sig på. Men jeg har stadig god opbakning omkring mig og ikke mindst min kærestes støtte.

  • - Jeg læser ingenting. Jeg har ikke engang læst noget omtale om 'Suits'. De mennesker, der er tæt på mig ved, hvem jeg er. Resten er larm.

Facebook
Twitter