Prins Harry: Ingen i familien ønsker at blive konge eller dronning

Den britiske prins og hans storebror vil modernisere det britiske monarki, lyder det i nyt interview.

I en række nyere interviews har den 32-årige prins fortalt om, hvor svært det var at miste sin mor, prinsesse Diana, som 12-årig. (Foto: DEAN LEWINS © Scanpix)

Med en dronning, der har siddet mere end 60 år på tronen, er det tid til fornyelse i det britiske kongehus.

Sådan lyder det fra prins Harry i et nyt interview med det amerikanske magasin Newsweek. Her fortæller prinsen blandt andet om, hvordan han, storebror prins William og hans kone hertuginde Kate arbejder for at få kongehuset ind i det 21. århundrede.

- Vi er involveret i at modernisere det britiske monarki. Vi gør det ikke for os selv, men for folkets gavn. Er der nogen i den kongelige familie, som ønsker at være konge eller dronning? Det tror jeg ikke, men vi vil fortsætte vores opgaver på det rigtige tidspunkt, siger han.

Intet barn ville blive bedt om det i dag

I en række nyere interviews har den 32-årige prins fortalt om, hvor svært det var at miste sin mor, prinsesse Diana, som 12-årig, alt imens hele verden så med. Først inden for de seneste få år har han fået rådgivning og hjælp til at tackle de udfordringer, det medførte.

I det nye interview fortæller prinsen blandt andet om prinsesse Dianas begravelse, som fandt sted for knap 20 år siden:

- Min mor var lige død, og jeg skulle gå en lang tur bag hendes kiste omgivet af tusindvis af mennesker, der så på mig, mens millioner så med på tv. Jeg synes ikke, at noget barn skulle blive bedt om gøre det under nogen omstændigheder. Jeg tror ikke, det ville ske i dag, siger han.

I anledningen af 20-året for prinsesse Dianas død er en BBC-dokumentar på trapperne, som både prins Harry og prins William medvirker i. Derudover har tv-kanalen også en fiktionsfilm om prinsessen, som mistede livet efter en bilulykke i Paris 31. august 1997, på trapperne.