Prins Harry og Meghan Markle skal giftes til maj

Der skal være kongeligt bryllup i Storbritannien til maj, når prins Harry og Meghan Markle skal giftes.

Prins Harry og Megan Markle skal giftes i Windsor Castle til maj. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)

Britiske prins Harry og Meghan Markle skal giftes til maj i Windsor. Det skriver BBC.

Brylluppet vil finde sted i Windsor Castle Chapel, der ligger ved kongeslottet Windsor.

Windsor Castle ligger vest for London og har været kongelig residens, siden Henrik I brugte det kort efter den normanniske invasion af England i 1066.

Harry er i dag 33 år, den anden søn af prins Charles og den afdøde prinsesse Diana.

Hans tilkommende er 36 år og endnu bedst kendt for sin rolle i tv-dramaet "Suits". Her spiller hun juridisk assistent.

Meghan Markle, der er protestant, skal i øvrigt både døbes og konfirmeres inden bryluppet. Hun har desuden planer om at blive britisk statsborger.

Den kongelige familie betaler hele regningen for brylluppet, herunder musik, blomster og reception.

Prins Harrys kommunikationschef, Jason Knauf, beskriver Windsor som et sted, der betyder noget helt særligt for parret, fordi de har tilbragt meget tid der sammen, siden de mødte hinanden i juli sidste år.

Parret optræder for første gang sammen officielt sammen i Nottingham på fredag.

/ritzau/

Facebook
Twitter