Prinsesse: Engle er ikke døde mennesker

Norske prinsesse Märtha Louise afviser nu kontakt til de døde, for skytsengle er ikke afdøde slægtninge, men derimod en guddommelig kærlighedskraft.

Prinsesse Märtha Louise er jævnligt blevet kritiseret, siden hun i 2007 åbnede den alternative skole Astarte Education. (Foto: BOB STRONG © Scanpix)

- Vi er meget kede af den måde, det her er kommet ud i pressen. Vi laver ikke åndemaning, sjælesørgeri eller spiritisme på nogen af vores kurser.

Sådan sagde den norske prinsesse Märtha Louise i dag under et pressemøde i forbindelse med sit nyeste kursus 'Mød din skytsengel' på den såkaldte engleskole, Arstate Education.

På pressemødet langede Märtha Louise ud efter netop pressen, som hun mener, har strammet og spidsvinklet hendes udtalelser. Det skriver nrk.no.

En snak med de døde

Den kontroversielle prinsesse måtte tage endnu en tur i mediemøllen, da avisen Stavanger Aftenblad tidligere på ugen citerede hende for at sige, at hun ikke blot er i kontakt med engle, men også med afdøde:

- Det er heller ikke vanskeligt at komme i kontakt med de døde - på samme måde som med englene. Også denne kontakt kan vi oprette når som helst, vi ønsker det, skulle Märtha Louise have udtalt.

Men det afviser hun altså at have sagt, og hun henviser til, at skytsengle ikke er det samme som afdøde mennesker:

- Mange af vores kursister mener, at skytsengel er en afdød slægtning, men det mener vi ikke. Vi mener, at skytsengle er en del af en guddommelig kærlighedskraft, ikke døde mennesker, sagde prinsessen.

- Der er mange som mig

På pressemødet afviste Märtha Louise at fortælle om, hvordan hun forholder sig til kontakt til de døde. Hun sagde, at de på Engleskolen slet ikke arbejder på at kontakte de døde, og at 'Det er derfor, det er så dumt.'

Prinsessen forsøger alligevel at se noget positivt i det hele:

- Jeg håber, at dette postyr kan åbne nogle døre, så vi, der har visse evner, ikke opfattes som meget mærkelige eller anderledes. Der er mange mennesker i Norge, der er bange for at sige, at de er ligesom mig, sagde hun.

Kongen bestemmer

Lige nu ser det dog ud til, at postyret mest virker provokerende på det norske folk.

I en meningsmåling siger næsten tre ud af ti nordmænd, at prinsesse Märtha Louise bør frasige sig sin prinsessetitel, så længe hun driver sin engleskole.

Til den meningsmåling sagde prinsessen i dag:

- Det er en debat, som jeg registrerer og følger. Men det er Kongen, der bestemmer, og det forholder jeg mig til.

Facebook
Twitter