Prinsessen, kongen og hofnarren: Kandidater i Ukraine med hver deres skumle bagland og lig i lasten

Det kunne lyde som eventyr, men det er faktisk de tre spidskandidater til posten som Ukraines præsident.

De tre præsidentkandidater i Ukraine, Volodymyr Zelenskij, Julia Timosjenko og Petro Porosjenko. Foto: Sergey Dolzhenko / Vasily Fedosenko / Sergei Supinsky

I modsætning til valgforløb i mange nabolande, så er valget i Ukraine i dag både spændende og uforudsigeligt.

Gasprinsessen Julia Timosjenko, chokoladekongen Petro Porosjenko og den svært populære entertainer Volodymyr Zelenskij slås om posten som Ukraines præsident.

Ingen af de tre førende kandidater ser ud til at kunne skaffe de 50 procent plus en stemme, der skal til, for at afgøre valget i første runde, så alle forventer, at vi skal ud i en anden runde, hvor komikeren Zelenskij spås en plads mod en af de to politiske veteraner.

Siden sidste valg i maj 2014, hvor Porosjenko sejrede i første valgrunde, har Ukraine gennemlevet en krig mod russiskstøttede separatister i Østukraine, hvor mere end 13.000 mennesker er dræbt. Og en tumultarisk reformperiode, hvor succeserne er svære at mærke for en befolkning, der er blevet markant fattigere.

En falmet chokoladekonge

Den 53-årige præsident overtog posten i 2014. (Foto: SERGEI GAPON © Scanpix)

Petro Porosjenko blæste i 2014 ind på præsidentposten i en blanding af revolutionseufori og krigsangst. Igennem tre isnende vintermåneder havde hovedstaden udholdt og udkæmpet en revolution, der førte til præsident Janukovitj fald og flugt.

Indimellem bliver Maidan-revolutionen simplificeret til at være et opgør mod russisk dominans og den bundkorrupte præsident Janukovitj, men Værdighedsrevolutionen, som ukrainerne senere døbte den, var lige så meget et folkekrav om et fungerende statsapparat og et retssystem, hvor de rige og forbundne ikke til enhver tid kunne smyge sig udenom ansvar og straf.

Forventningerne til Porosjenko var enorme, da han med valgsloganet ”Lev på en ny måde”, sikrede sig mere end hver anden stemme i maj 2014, og trådte til som præsident med et løfte om hurtigt at afslutte den begyndende krig i Donbass. Det lykkedes som bekendt ikke at stoppe krigen, og i dag er syv procent af Ukraines territorium under russisk eller separatistisk kontrol.

Alligevel har Porosjenko høstet ros for at have stået imod frontalangrebet på nationen og have skabt en moderne, funktionsdygtig hær ud af det skrammel, han overtog.

Der er også stor begejstring over, at man med ham som kaptajn har sikret ukrainerne retten til at rejse rundt i EU uden visum, og generelt bliver Porosjenko opfattet som en kompetent, international statsmand, der på flydende engelsk er i stand til at skaffe Ukraine vestlig opbakning.

Hvor Porosjenko startede ud som præsident med diplomatiske vendinger som forsoning og forbrødring, er hans retorik blevet noget mere spids og patriotisk. For eksempel forklarede han ukrainerne, at dette års valg var mellem ham og Putin, og han signalerede direkte, at de andre kandidater er Kremls marionetter.

Porosjenkos valgmotto i år er kort og godt ”Hær, sprog, tro” – og det rammer ret præcist hans nye nationalistiske stil den ”ukrainisering”, han står i spidsen for. Ukrainsk sprog, kultur og særegenhed er i højsædet, og egentlig kan Porosjenko med rette tage æren for en langt større national selvtillid, og hans formentlig allerstørste succes er den ukrainske ortodokse kirkes løsrivelse fra Moskva, som efter mange års indsats lykkedes her, få måneder inden valget.

Anderledes stor er skuffelsen over den siddende præsident, når vi taler om korruptionsbekæmpelse: Porosjenko, som selv er milliardær og én af de forhadte oligarker, blokerede for den anti-korruptionsdomstol, der skulle være sidste formelle led i en massiv indsats mod korruption, som Ukraine satte i gang efter Værdighedsrevolutionen i 2014.

Han bliver selv betragtet som korrupt af en stor del af befolkningen og har været igennem en del skandaler i sin regeringstid. Fra afsløringen af, at han oprettede selskaber i skattely i krigens værste dage i 2014, til at hundredvis af soldater mistede livet på slagmarken til den seneste fadæse, hvor præsidentens nære ven og rådgiver blev afsløret i at svindle med forsvarsbudgettet.

Mange ukrainerne opfatter Porosjenko som en mand, der lovede godt, men endte skidt, og Porosjenko har en mindst lige så stor skare af inkarnerede modstandere som tilhængere.

Den aldrende prinsesse

Julia Timoshenko har skabt sin formue som forretningskvinde indenfor import af russisk gas. (Foto: MADS NISSEN © Scanpix)

Julia Timosjenko forsøger i år i tredje forsøg på at blive Ukraines præsident og hendes primære kvalitet er både hendes største force og største handicap.

For som den drevne politiske veteran, og der er ingen forventning til, at hun kan eller vil ændre det system, hun har været en del af i flere årtier, selvom hendes motto er ”Ny kurs for Ukraine”.

Timosjenkos øgenavn ”gasprinsessen” kommer fra hendes fortid som forretningskvinde indenfor import af russisk gas. En karriere, der gjorde hende til en af landets mest velhavende personer. I 1999 fik hun smag for politik og skabte partiet ”Fædreland”, og med den karakteristiske blonde bondefletning blev hun ansigtet på Orangerevolutionen i 2004 og blev Ukraines første kvindelige premierminister i 2005.

Det var under Timosjenko, at Ukraine og Ruslands tvist om gas- og gastransitpriser for alvor kunne mærkes i Europa, da Rusland stoppede gasforsyningen med begrundelsen, at Ukraine stjal og nægtede at betale egne gasregninger. Efter flere ugers krise og kolde hjem i Sydeuropa, fløj Timosjenko til Moskva for at forhandle med Vladimir Putin.

En aftale, som mange betragtede som elendig for Ukraine, og som få år senere skulle blive brugt mod hende af den nye præsident Viktor Janokovitj.

I 2011 blev hun idømt syv års fængsel for underslæb og embedsmisbrug i en retssag, der af den vestlige verden blev betegnet som politisk.

I revolutionens sidste dage i februar 2014, hvor Janukovitj stak af til Rusland og det gamle system brød sammen, blev Julia Timosjenko løsladt og trillede direkte til demonstranterne på Kievs Uafhængighedsplads i en kørestol.

Men bifaldet var moderat, og mange andre ville nok have taget den kolde modtagelse som et signal om, at den politiske karriere var overstået. Men ikke Julia. Hun stillede straks op som præsidentkandidat og fik 12 procent af stemmerne.

Julia Timosjenkos tilhængere er blandt de allermest trofaste, og partiet Fædreland det bedst funderede i hele landet.

Ældre kvinder bemander loyalt de mange småtelte, der findes i alle større byer for at sende indbyggere i retning af hendes navn på stemmesedlen. Dér, på stemmesedlen, har Julia dog været udsat for et gammelkendt, men alligevel tarveligt trick fra politiske modstandere.

Nogle har nemlig valgt at opstille en såkaldt teknisk kandidat ved navn Jurij Timosjenko, som sikkert vil kunne forvirre vælgere med svagt syn til at sætte krydset ved den ukendte Jurij i stedet for den velkendte Julia.

Timosjenko vækker, ligesom Porosjenko, også store negative følelser i befolkningen. Så meget, at en stor gruppe i meningsmålingerne har angivet, at de aldrig vil sætte kryds ved hende. Ifølge prognoserne kommer hun til at kæmpe mod Porosjenko om en plads i anden valgrunde.

Kongerigets hofnar med politiske ambitioner

Volodymyr Zelenskij er komiker, skuespiller, showmand og præsidentkandidat. (Foto: sergei supinsky © Scanpix)

Den 41-årige skuespiller har ingen erfaring med politik, selvom han har leget præsident på nu tredje sæson af sitcom-serien ”Folkets Tjener”.

Zelenskijs figur er en historielærer, der i et vredesanfald fortæller sin kollega hvor pilråddent, han mener, systemet er og lover, at han vil gøre det bedre, hvis bare han blev præsident. Klip til næste scene hvor historielæreren kører i kortege til sin præsidentudnævnelse. Det hele et billede af, hvor hul ukrainsk politik er, og hvor meget folket hungrer efter en ærlig mand på posten.

Serien er blevet en seer-succes og har umiskendelige referencer til de andre præsidentkandidater. Som afsnittet i denne uge, hvor en ny ond præsident (der har smidt den gode, gamle historielærer i fængsel) bogstavelig talt sidder og skærer kagestykker ud til en kvinde, der uden nogen tvivl er Julia Timosjenko. Hun bliver tilbudt lukrative ministerposter og styringen af det ukrainske gasselskab Naftogaz og takker ja til sådan en ”sød aftale”.

Efter Julia kommer en skuespiller, der ligner Petro Porosjenko, som sidder og slikker på sine fingre for at få et stykke kage. Ikke supersubtile referencer, men både underholdende og formentlig ganske effektfuldt.

På samme måde bruger Zelenskij sine teaterforestillinger til at lave en noget utraditionel valgkampagne.

Fra scenen i Kiev forklarede han grinende, at han formentlig var den første præsidentkandidat i verden, som ikke måtte lokke eller betale folk, men tværtimod fik folk til at købe billetter til kampagnen.

Zelenskij har ramt protestmusklen hos især de unge vælgere. Meningsmålinger viser, at hver anden unge ukrainer har tænkt sig at sætte kryds ved ham i dag. Også selvom de ikke rigtigt ved, hvad han står for rent politisk.

For Zelenskij har ikke rigtig noget politisk program, men deler ud af tanker om sit ”drømme-Ukraine”. Det er muligvis for at undgå den klichénedtrampede rutine af valgløfter, som andre kandidater velvilligt marcherer i, eller også er det fordi Zelenskij simpelthen ikke ved, hvad han vil endnu.

Fra drømmelisten er: Et Ukraine, hvor de eneste eksplosioner kommer fra festfyrværkeri. Hvor man ikke længere vil se annoncer for job i Polen, men der vil være annoncer for ukrainske job i Polen og hvor læger og lærere modtager en anstændig løn, og korrupte embedsmænd modtager fængselsstraf.

Her rammer komikeren jo hovedet på sømmet med de tre helt store udfordringer for Ukraine: Den fastfrosne krig, den demoraliserende korruption og den svage økonomi, der gør, at hver 10. arbejdsduelige ukrainer forlader landet for at tjene en ordentlig hyre.

Løsninger er der dog ikke rigtig nogle af på Zelenskijs hjemmeside, men han opfordrer alle til at skrive gode ideer ned til ham og hans stab; per lørdag aften er der indløbet 107.539.

Det store spørgsmål med Zelenskij, som selv hans egne vælgere stadig er usikre på, er, om der også bag denne ellers så politisk uskyldige mand står endnu en oligark og forsøger at trække magten over til sig selv.

Zelenskijs programmer kører på en tv-kanal ejet af Ukraines mest forhadte oligarker og som et minimum er denne mand stærkt interesseret i Zelenskijs sejr. Om han også sponserer valgkampen og leger decideret dukkefører, har ingen kunne bevise, men tanken om det bliver luftet i en del ukrainske aviser.

Alligevel er den sjove mand Volodymyr Zelenskij dagens favorit. Han er det nye ansigt, som folk tiltror en større interesse i at håndtere Ukraines udfordringer end alle de gamle politikere, der har haft chancen.

Zelenskij fortæller selv, at han minder en del om historielæreren fra ”Folkets tjener”, og hans kampagne har påklistret tv-seriens titel på valgplakaterne. Så spørgsmålet er, om det er tv-seriens hovedkarakter eller den velhavende hofnar, der står til at blive Ukraines næste præsident.

Facebook
Twitter