Professor: Derfor er Italien plaget af jordskælv

Det er ikke til at forudsige, hvor og hvornår det næste store jordskælv rammer, fortæller professor fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.

Italien er endnu engang blevet ramt af et kraftigt jordskælv, der har kostet menneskeliv. Denne gang havde jordskælvet sit epicenter i den centrale del af landet og målte 6,2 på richterskalaen.

Svaret på de mange jordskælv i Italien gemmer sig i de tykke stenplader, som jordens kontinenter sidder fast på, fortæller professor og viceinstitutleder for forskning Lars Nielsen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.

Italien ligger nemlig i et område, hvor der er flere af de såkaldte pladetektoniske kræfter på spil. Det er disse kræfter, der bestemmer, hvordan stenpladerne bevæger sig i forhold til hinanden.

- Jordskælvet skete i et område, der hedder Appenninerne, og det er et område, hvor en forholdsvist lille plade fra øst bliver skudt ind under den plade, som selve Italien ligger på, siger Lars Nielsen.

Kæmpeplader støder sammen

Der er pladetektoniske kræfter i sving over hele jorden, men alligevel fordeler jordskælv sig ikke jævnt over kloden. Det skyldes, at der er markant større risiko for rystelser de steder, hvor de op mod 300 kilometer tykke plader ligger og gnider sig mod hinanden.

Lars Nielsen fortæller, at pladerne under Afrika og Europa også er i gang med en kollision, og at det også øger risikoen for jordskælv.

- Så vi har flere forskellige typer kræfter på spil i Italien, der gang på gang desværre bliver ramt af jordskælv, siger han.

Ved jordskælv frigives en masse energi, som spreder sig som såkaldte seismiske bølger. Det er, når disse bølger passerer jordoverfladen, vi mærker et jordskælv.

Der kan være stor forskel på de ødelæggelser, jordskælv af samme styrke medfører. Det skyldes, at man skal også se på, hvor langt under jordens overflade et jordskælv har sit udgangspunkt og på sammensætningen af jordskorpen det ramte sted.

- Det betyder nemlig meget for, hvordan rystelserne giver sig til kende på jordoverfladen. Natten skælv var kraftigt i sig selv, og det har samtidig ligget på en måde, så det har haft fatale konsekvenser, siger Lars Nielsen.

Se DR Vejrets grafiske fremstilling af, hvorfor Italien rammes af jordskælv:

Jordskælv kan ikke forudsiges

I april 2009 blev den italienske bjergby L'Aquila ramt af et jordskælv, der målte 6,3 på richterskalaen og kostede omkring 300 mennesker livet, mens endnu flere blev såret.

Senere på året blev seks italienske seismologer, altså forskere med speciale i jordskælv, idømt ubetingede fængselsstraffe for manddrab, fordi de ikke havde forudset og advaret om det store jordskælv.

Men selvom Italien ligger udsat, så er det ifølge Lars Nielsen slet ikke muligt at forudse, hvornår og hvor det næste jordskælv rammer.

- Det kan man ikke, da den type kræfter, der er på spil, er meget komplekse, og da der samtidig er mange forskellige kræfter, som virker på én gang. Og selvom kræfterne måske virker lidt hele tiden, så bliver der opbygget spændinger, som fra tid til anden udløses. Og hvornår det præcis sker, det kan man altså ikke forudse, siger han.

Dødstallet efter nattens jordskælv er steget i løbet af onsdag. (Foto: Grafik: Ninni Munch Pettersson)
Facebook
Twitter