Prostitueret og millionær kæmper for at holde USA's bordeller åbne

Salg og køb af sex i Nevada er under angreb både i retten og politisk.

Alice er hendes rigtige fornavn. Efternavnet Little er et kunstnernavn, som passer ualmindeligt godt.

For frontfiguren i kampen for at bevare Nevadas lovlige bordeller er under halvanden meter høj. Alice Little er faktisk så lillepige-agtig, at hendes kunder sender hende bamser med posten som fan-gaver.

Men hvad hun måske mangler i højde, har hun til gengæld i gennemslagskraft.

Alice Little er både uofficiel talskvinde for Nevadas lovlige bordeller - og den prostituerede på bordellerne, som tjener flest penge: Hun alene solgte sex for over syv millioner kroner sidste år.

Alice Little mener, at tilsynet på de offentlige bordeller sikrer, at kvinder ikke udnyttes. (Foto: Jacob Albert Lorenzen)

- Du kommer af med et fire-cifret beløb (i dollar) for at spendere en time her. Medmindre du har en særlig fetish eller fantasi, som vil gøre det til en specialiseret ydelse: Så når vi op på et fem-cifret beløb, siger Alice Little, da jeg besøger hende på The Bunny Ranch - USA's mest kendte lovlige bordel.

Fem cifre i dollars er mindst knap 70.000 kr.

Bordeller ligger i ørkenområde

Bordellerne ligger i et bjergrigt ørkenområde udenfor Carson City, Nevada - langt fra de store byer.

Kun herude på landet er bordeldrift lovlig. Og derfor løber frontlinjen i en kamp for og i mod lovlig prostitution i USA lige her.

En kamp, som handler om moral, frihed, menneskerettigheder - og om penge. For sex-industrien i USA er en milliardforretning.

Nevadas bordeller ligger i en bjergrig ørken væk fra befolkningscentre. (Foto: Jacob Albert Lorenzen)

På den ene side af konflikten står kristne organisationer og menneskerettighedsgrupper, som vil den mørke side af prostitutionsmiljøet til livs: Udnyttelsen, overgrebene, menneskehandlen, misbruget.

På den anden side findes de kvinder, der som Alice Little frivilligt har valgt at sælge sex, og bordel-kunderne, som kan købe sex uden at risikere at blive arresteret - og selvfølgelig de små landkommuner, som nyder godt af store skatteindtægter fra de lovlige bordeller.

Vil have gjort købesex ulovligt

- Før jeg startede på The Bunny Ranch, rejste jeg rundt i landet og underviste og holdt foredrag om sex. Det er tre år siden, og jeg har ikke set mig tilbage: Jeg elsker virkelig at være her, siger Alice Little.

- Det er en mulighed for mig for at opdage min egen seksualitet, mine egne interesser. Jeg har fundet mig selv og lært, hvad jeg nyder personligt. Og så er jeg administrerende direktør i mit eget firma: Du kan sige, at bordellet er som et shoppingcenter, og jeg er en butik i centret. Og på tre år har jeg skabt en personlig forretning, som omsætter for over en million dollars årligt, og det er jeg utroligt stolt af, siger Alice Little.

Altså - Alice Little solgte sex for omkring syv millioner kroner sidste år. Halvdelen af indtjeningen afleverede hun som alle prostituerede på The Bunny Ranch til "huset", til ejerne.

Men de lovlige bordeller som The Bunny Ranch er under angreb. Stærke kræfter vil have dem lukket - og købe-sex gjort ulovligt i hele Nevada, som det er i resten af USA.

Argumentet er, at prostitution - uanset hvilken forklædning det optræder i - grundliggende er vold mod kvinder.

Overvejer svensk model

En tidlig morgen samles medlemmerne af retsudvalget i Nevadas lokale parlament i Carson City.

På dagsordenen er en offentlig høring af et lovforslag, som vil lukke bordellerne og gøre det ulovligt at købe sex, mens salg af sex efter svensk forbillede skal afkriminaliseres.

Sex-kunder skal altså kunne arresteres, mens de prostituerede skal tilbydes hjælp i stedet for en overnatning i arresthuset.

- Jeg vil bekæmpe vold mod kvinder i alle afskygninger. Jeg kæmper for ligestilling for kvinder - og en del af den kamp er at erkende, at prostitution dybest set er vold mod kvinder, siger Kimberly Mull i en pause i høringen.

Kimberly Mull blev misbrugt som barn og er imod lovlig prostitution. (Foto: Jacob Albert Lorenzen)

Hun kalder sig selv en "overlever" - fordi hun har overlevet en grusom barndom med tvang, seksuelle overgreb, børneprostitution og børneporno.

- I pressede økonomiske situationer som voksen har jeg selv været på nippet til at prostituere mig for at tjene penge. Ikke fordi jeg har haft lyst til at træffe det valg. Men fordi det er den løsning, jeg kender fra min traumatiske barndom - da jeg lærte at sætte mig på knæ som 11-årig og tjene penge, siger Kimberly Mull.

Holdning mod holdning

I hendes verden er der en direkte linje mellem prostitution og udnyttelse, misbrug, tvang og vold mod kvinder.

- Din alfons behøver ikke at være en mand. Din alfons kan være fattigdom, hjemløshed, vold i familien - forhold, som driver dig til at sælge din krop.

Et par rækker bag Kimberly Mull i høringslokalet i parlamentet sidder Alice Little som repræsentant for bordellerne. De to kvinder har kun hån tilovers for hinanden.

- Kimberly Mull fører en misforstået kamp. Selvfølgelig findes der kvinder, som ender i prostitution på grund af menneskehandel og tvang - men det sker ikke på de lovlige bordeller. For her foregår alt under offentligt tilsyn, siger Alice Little.

Alice Little lytter med til høring om prostitutionsforbud. (Foto: Jacob Albert Lorenzen)

- Vi skal kontrolleres af en læge hver uge, og vi skal registrere os hos den lokale sherif og gennemgå en FBI-fingeraftryks-undersøgelse for at få lov til at arbejde. Der er ingen kvinder på de lovlige bordeller, som ikke selv har valgt at være der, siger Alice Little.

Betjente på cykel

Da høringen i parlamentet er overstået, dukker et tal op, som formentlig bliver dødsstødet for lovforslaget om at lukke bordellerne.

Bordellerne i Lion County, hvor The Bunny Ranch ligger, betalte sidste år knap fire millioner kroner i skat til den slunkne kommunekasse.

Et beløb, der svarer til hele politistyrkens budget for køretøjer. Altså, uden pengene fra de prostituerede skulle betjentene køre på cykel.

Kampen om bordellerne i Nevada er et billede på et større opgør i USA om holdningen til prostitution. De fleste er enige om, at det ikke virker at gøre prostitution ulovligt: For det rammer først og fremmest de prostituerede, som igen og igen bliver arresteret, mens politiet kun yderst sjældent går efter kunderne.

I to store folkerige stater, New York og Californien, arbejder politikerne derfor med lovforslag, som helt vil afkriminalisere prostitution - sådan som vi kender det i Danmark.

Begge stater er kontrolleret af det demokratiske parti, og et par af partiets præsidentkandidater til valget i 2020 støtter forslagene.

Vil udbrede bordeller fra kyst til kyst

Tanken er, at hvis prostitution er lovligt, så er de prostituerede også beskyttet af loven. De kan ringe efter politiet, hvis de bliver krænket, og deres profession bliver ikke til evig tid registreret på deres straffeattest, fordi de ikke længere vil blive arresteret for at udføre deres arbejde.

Andre stater arbejder som Nevada med en model efter svensk forbillede, hvor kun folk, som køber sex, overtræder loven. Men uanset hvilken model der vinder frem, så er de fleste enige om én ting: USA's syn på prostitution er ved at ændre sig.

Ligesom modstanden mod cannabis er fordampet i mange stater, hvor stoffet nu er lovligt - så vil modstanden mod købesex også forsvinde.

Bunny Bar i Nevada. (Foto: Jacob Albert Lorenzen)

På bordellet uden for Carson City ser Alice Little sig som en frontfigur i den kulturkamp. Og hendes ambitioner er store.

- Jeg vil være hende, som får gjort sex-arbejde lovligt i hele USA. Jeg vil tage det, vi har her, og udbrede det til hele Nevada. Og når jeg har gjort det, så vil jeg fortsætte på nationalt plan. Jeg vil være den person, som udbreder lovlige bordeller fra kyst til kyst i Amerika. Det bliver en milliardindustri, siger Alice Little.

Facebook
Twitter