Protester fortsætter i Armenien: Kvindelige betjente beskytter regeringen

Demonstranter forsøger i dag at lamme trafikken i hovedstaden Jerevan, hvor flere er blevet anholdt.

En demonstrant stritter imod under en anholdelse i Jerevan i går. (Foto: Stringer . © Scanpix)

Da Armeniens nye premierminister, Serzh Sargsjan, i går aftes holdt det første møde med sine ministre, var regeringsbygningen i hovedstaden Jerevan bevogtet af kvindelige politibetjente.

Den specielle holdopstilling skulle tilsyneladende give demonstranter i en nærliggende park mindre lyst til at storme bygningen. Og taktikken virkede - mødet blev i hvert fald ikke forstyrret af demonstranterne.

Direkte tv-billeder fra Jerevan viser, at protesterne i hovedstaden fortsætter i dag. Demonstranterne er vrede over, at Serzh Sargsjan i tirsdags kunne skifte posten som præsident ud med titlen som premierminister.

Serzh Sargsjan havde været præsident i Armenien siden 2008, og i sin tid på posten sørgede han for, at der blev overført magt fra præsidentposten til rollen som premierminister - en post, som han i den forbindelse lovede, at han ikke var ude efter.

Trafik lammet

Lokale medier rapporterer, at stemningen er anspændt i Jerevan i dag, og at politiet allerede har foretaget adskillige anholdelser.

Demonstrationerne i Jerevan begyndte for en uge siden og har spredt sig til andre byer i Armenien.

Oppositionspolitikeren Nikol Pasjinjan, som fører an i protesterne, opfordrede i går omkring 10.000 demonstranter, der var forsamlet på en central plads i Jerevan, til at lamme trafikken i hovedstaden i dag.

Nikol Pasjinjan appellerede samtidig til offentligt ansatte om at slutte sig til protesten. Han fortalte forsamlingen, at mange ansatte i det offentlige ønsker at slutte sig til demonstrationerne, men at de var bange for at miste deres job.

- På det tidspunkt, hvor I slutter jer til revolutionen, er det ikke jer, men Serzh Sargjyan, som mister sit job, sagde Nikol Pasjinjan.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter