Protester i Uganda: 'Det er rockstjernens kamp mod den gamle elefant'

Mindst 37 er omkommet under protester i Uganda, efter præsidentkandidaten Bobi Wine blev anholdt i onsdags.

Flere steder i det østlige Uganda har der siden onsdag været store protester. Hundredevis er anholdt, oplyser politiet. (Foto: BADRU KATUMBA © Scanpix)

Der udbrød voldsomme uroligheder onsdag aften, da den populære sanger og politiker Bobi Wine blev anholdt under et vælgerarrangement i det østlige Uganda.

Ifølge politiet havde politikeren - der er født Robert Kyagulanyi - overtrådt landets coronaregler under et vælgerarrangement.

Under protesterne er mindst 37 omkommet, og politiet har brugt tåregas for at dæmpe protesterne.

  • Røgen fra afbrændinger af køretøjer kan ses i Ugandas hovedstad. (Foto: OBTAINED BY REUTERS © Scanpix)
  • Politiet har brugt tåregas mod demonstranterne. (Foto: ABUBAKER LUBOWA © Scanpix)
  • Hundredevis af mennesker er blevet anholdt siden onsdag, meddeler politiet. (Foto: ABUBAKER LUBOWA © Scanpix)
1 / 3

Bobi Wine blev dog løsladt fra fængslet fredag og kan fortsætte med sin kampagne forud for præsidentvalget i januar. Et valg, der handler om det nye mod det gamle.

For sangeren repræsenterer nemlig de unge i den generationskamp, der finder sted i Uganda, fortæller DR's Afrikakorrespondent, Søren Bendixen:

- Det her er optakten til valget i januar, der i sandhed er et opgør melllem den unge rockstjerne og en af Afrikas store gamle elefanter, 76-årige Yoweri Museveni. Han har været på magten i 34 år og vil på ingen måde opgive den. Nu er han oppe imod ungdommens repræsentant. Og han er noget utryg ved den popularitet, 38-årige Bobi Wine har.

Ifølge tal fra FN har Uganda den næstyngste befolkning i verden. Ud af over 46 millioner indbyggere er 78 procent af dem under 30 år.

Generationskamp mellem unge og gamle

Bobi Wine er slået igennem på musikscenen i Uganda med sange, der både har haft politiske og sociale budskaber, der har kritiseret styret. Budskaber, som særligt den yngre generation har taget til sig, fortæller Søren Bendixen:

- Han har brugt musikken til at uddanne Ugandas ungdom. Han har kritiseret de overgreb, som mange mennesker føler, der er begået imod dem. Hver gang folk vil noget andet end regeringen, bliver der slået hårdt ned på dem. Det har fået stor opbakning blandt de unge.

Han forklarer, at kampen mellem den ældre generation af politikere og de unge, der kræver et opgør med korruption og magtmisbrug, er noget vi ser i flere lande på det afrikanske kontinent. Eksempelvis i Nigeria og Zimbabwe.

  • Det var under et vælgerarrangement at Bobi Wine - med paraplyen - blev anholdt. (Foto: STRINGER © Scanpix)
  • Præsidentkandidaten blev anholdt onsdag, angiveligt fordi han havde brudt landets corona-regler. (Foto: ABUBAKER LUBOWA © Scanpix)
  • Ifølge ham selv er det myndighedernes forsøg på at lukke munden på ham. (Foto: ABUBAKER LUBOWA © Scanpix)
  • Bobi Wine på vej til retten, med knyttet næve som hilsen til sine tilhængere. (Foto: BADRU KATUMBA © Scanpix)
  • Den 38-årige politiker sammen med sin kone i retssalen efter anholdelsen. (Foto: BADRU KATUMBA © Scanpix)
  • I dag blev han løsladt mod kaution. (Foto: ABUBAKER LUBOWA © Scanpix)
1 / 6

Kommer styrket ud efter anholdelsen

Flere af de andre præsidentkandidater har udtrykt deres støtte til Bobi Wine efter anholdelsen - det samme har flere tidligere generaler, ifølge nyhedsbureauet Reuters. Samtidig har protesterne ikke kun været i landets hovedstad, Kampala. I flere andre større byer i den østlige del af landet har der været protester.

Det er ikke første gang, at Bobi Wine bliver anholdt. Og præsident Museveni skal nok ikke regne med, at den seneste anholdelse vil slå ham ud. Tværtimod, siger Søren Bendixen:

- Han er kommet styrket ud af sine anholdelser. Med de anholdelser beviser styret hans pointe: de er gået fra at være dem, der skal passe på befolkningen, til at være dem der undertrykker dem.

Facebook
Twitter