Protester mod abortlov fortsætter i Polen: 'Ungdommen ved, at regeringen er gået for langt'

Dag efter dag går vrede polakker på gaden i protest mod, at kvinders adgang til abort stort set er afskaffet.

Et par demonstranter i Warszawa holder skilte med slogan og et rødt lyn, der er blevet et symbol, som flere demonstranter benytter sig af. (Foto: Kacper Pempel © Scanpix)

Her til aften har hundredevis af demonstranter været i de polske gader. Igen.

I halvanden uge har titusinder af polakker trodset landets forsamlingsforbud og gået på gaden ved massedemonstrationer, hvis lige ikke er set i årtier.

De store demonstrationer sker i protest mod en stramning af Polens abortlov, som fandt sted den 22. oktober. Den betyder, at polske kvinder ikke kan få en abort, selv om der er tegn på misdannelser hos fostret.

Fredag var omkring 100.000 på gaden i den polske hovedstad, Warszawa:

  • Omkring 100.000 personer demonstrerede fredag i Warszawa. (Foto: Kacper Pempel © Scanpix)
  • Demonstrationer af denne størrelse er ikke set siden 1980'ernes solidaritetsprotester i Polen. (Foto: Wojtek Radwanski © Scanpix)
  • Også i byen Wroclaw i det sydvestlige Polen var tusinder gået på gaden. (Foto: Maciej Kulczynski © Scanpix)
  • På dette billede fra forrige søndag er demonstranter troppet op foran katedralen i den polske by Katowice. (Foto: Agencja Gazeta © Scanpix)
  • Lynet er blevet symbolet på demonstrationerne, der bredt sig på tværs af Polen. (Foto: STRINGER © Scanpix)
  • Her har aktivister påmalet et tog med symbolet. (Foto: Wojtek Radwanski © Scanpix)
  • Retten til abort er en menneskeret, står der på Gdanski Broen i Warszawa. (Foto: WOJCIECH OLKUSNIK © Scanpix)
  • Abortstramningen har også vakt protester i udlandet. Som her i den østrigske hovedstad, Wien, i tirsdags. (Foto: Twitter/@philbrokes © Scanpix)
1 / 8

En af dem, der var med ved fredagens kæmpedemonstration, er Czeslaw Mozil. Han er en polskfødt musiker, komponist og musiker, der er vokset op i Danmark, men som nu bor i den polske hovedstad.

- Jeg genkendte mit land på ny. Den styrke, man så hos de unge mennesker, der gik på gaden var enormt fantastisk, lyder det fra Czeslaw Mozil.

Abort i Polen

  • Mens andre lande i de seneste mange årtier har lempet på abortlovgivningen, er Polen gået den anden vej.

  • Abort blev lovligt i Polen i 1956, men i 1993 indførte landet en lov, der forbød abort undtagen i særlige tilfælde.

  • Abort blev dermed kun tilladt i tilfælde af voldtægt eller incest, hvis moderens liv var i fare, eller fosteret var misdannet.

  • Forslaget om også at forbyde abort af misdannede fostre blev første gang rejst i 2018.

  • Det fik dengang 830.000 underskrifter og var støttet af den katolske kirke.

  • Polen har blandt andet fået kritik af UNHCR, FN's Menneskerettighedsorganisation, for sine bestræbelser på at begrænse kvinders ret til abort.

  • Der bliver kun foretaget omkring 1.000 lovlige aborter i Polen årligt, men ifølge flere kvinderettighedsgrupper er det reelle antal aborter mellem 80.000 og 120.000 – de bliver bare udført enten ulovligt eller i udlandet.

Stram abortlovgivning er blevet endnu strammere

Polen havde i forvejen en af verdens mest stramme abortlovgivninger, men med den seneste stramning bliver det endnu sværere for polske kvinder at få foretaget en abort.

Meldingen fra Polens forfatningsdomstol er nemlig, at det er i strid med grundloven, hvis en kvinde får foretaget en abort af et foster med misdannelser. Beslutningen betyder, at det fremover kun vil være lovligt at få foretaget en abort i Polen i to tilfælde: Hvis graviditeten er et resultat af incest eller voldtægt, eller hvis moderens liv er i fare.

Ifølge BBC skete 98 procent af de aborter, der blev foretaget i Polen sidste år på grund af misdannelser af fosteret.

Den polske forfatningsdomstol har taget spørgsmålet op efter opfordring fra det stærkt konservative regeringsparti, PiS – Lov og Retfærdighedspartiet, og den katolske kirke.

Det førte til kaotiske scener i det polske underhus, da oppositionspolitikere i torsdags blokerede talerstolen i protest mod stramningen af den polske abortlovgivning:

Unge har fået nok

I de senere år har den polske regering fået kritik både internt og fra EU for blandt andet at stramme grebet om landets domstole, og det har bragt utilfredse polakker på gaden.

Den seneste tids demonstrationer mod abortstramningen er dog af en helt anden kaliber, siger Czeslaw Mozil.

Czeslaw Mozil og hans kone ved fredagens demonstration i Warszawa. (Foto: Czeslaw Mozil © PRIVATFOTO)

- Jeg har oplevet en fantastisk kraft, som jeg ikke vidste fandtes hos os, siger komponisten.

Han peger på, at flere tidligere har været skuffede over de unges manglende engagement, når det er kommet til protester mod blandt andet regeringens forsøg på at kontrollere landets domstole. Sådan er det ikke denne gang - nu er det de unge, der er drivkraften.

- Ungdommen ved, at regeringen er gået for langt, siger han.

- Nu kan de mærke, at her er noget, der virkelig vedrører deres liv.

Han betegner den tidligere polske abortlov som en "kompromis-lov", fordi abort i udgangspunkt var ulovligt, men der var visse undtagelser.

- Loven har været stram de seneste 27 år, og nu har man så pillet ved noget, der var et kompromis, og derfor går de unge på gaden, siger Czeslaw Mozil.

- Det føles som om, at hele Europa går frem, og vi står stille langt bagefter, siger komponisten, som ser udviklingen i Polen som en ideologisk kamp om både rettigheder og religiøs indblanding.

I onsdags blev der blandt andet arrangeret en demonstration ved universitetet i havnebyen Gdansk. Her fortalte en af de fremmødte studerende, at hun ikke kæmper for, at der bliver foretaget aborter, men derimod for, at polske kvinder får valget til selv at bestemme:

Deler vandene

Kritikere har kritiseret abortstramningen for, at den gør det endnu sværere for kvinder at bestemme over deres egen krop og har peget på, at det kan sætte kvinder i fare ved at tvinge dem til at fuldende en graviditet, selvom det ikke er sandsynligt, at barnet vil overleve fødslen.

Omvendt lyder meldingen fra den polske udenrigsminister, Pawel Jablonski, at stramningen skal beskytte de ufødte mod at blive diskrimineret imod på grund af fødselsdefekter – ikke mindst dem, der vil blive født med Downs Syndrom:

- Det er en ondskabsfuld ting at dræbe ufødte børn baseret på, at de måske har Downs Syndrom. Skal vi diskriminere mod mennesker med Downs? Disse mennesker har samme rettigheder som alle andre, sagde han i sidste uge til BBC.

Urszula Niziolek-Janiak var en af de fremmødte ved en demonstration i Warszawa i onsdags. Hun mener, at Polens kvinder bliver nægtet basale menneskerettigheder:

Selv om Polen efterhånden har tradition for en stram abortlovgivning, er det noget som splitter befolkningen. Størstedelen af befolkningen er katolikker, og landets indflydelsesrige katolske kirke har ikke lagt fingre mellem sin abortmodstand.

Trods dette er der altså klare tegn på utilfredshed i dele af befolkningen, hvad angår de nye stramninger. Foruden de mange demonstranter i gaderne, viser en meningsmåling foretaget af det polske medie Gazeta Wyborcza, at hele 59 procent af de adspurgte er uenige i de seneste stramninger.

En anden meningsmåling fra mediet Rzeczpospolita viste i sidste uge, at hele 70,7 procent af de adspurgte var uenige med forfatningsdomstolens beslutning.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter