Protester mod Ahmadinejads tale i FN

USA og EU-landenes delegationer udvandrede, da Irans præsident gik på talerstolen i FN og talte om en amerikansk sammensværgelse bag 11. september.

USA's delegation udvandrede, mens Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad talte i FN. (Foto: Justin Lane © Scanpix)

Irans kontroversielle præsident, Mahmoud Ahmadinejad, fik den amerikanske og alle EU-landenes delegationer sammen med flere andre til at forlade salen, da han under FN's Generalforsamling sagde, at de fleste mennesker holder den amerikanske regering ansvarlig for terrorangrebene mod USA 11. september 2001.

- Størstedelen af den amerikanske befolkning og de fleste andre lande og politikere rundt om i verden er enige i den opfattelse, sagde Ahmadinejad og luftede dermed en meget udbredt sammensværgelsesteori i Mellemøsten.

Ifølge teorien skulle USA står bag terrorangrebene for at beskytte Israel og skaffe en undskyldning for at gå i krig i Mellemøsten.

Afskyelige udtalelser

En talsmand for USA's FN-mission tog skarp afstand fra den iranske præsidents "afskyelige" udtalelser.

- I stedet for at repræsentere det iranske folks ambitioner og velvilje, har hr. Ahmadinejad endnu en gang valgt at udbrede modbydelige konspirationsteorier og antisemitiske udtalelser, der er lige så afskyelige og indbildske, som de er forudsigelige, siger talsmanden Mark Kornblau.

Irans præsident lod sig dog ikke gå på og fortsatte i FN's Generalforsamling sine angreb mod USA og Israel. Han beskyldte blandt andet USA for at udvide sit atomvåbenarsenal i stedet for at nedruste.

Facebook
Twitter