Protesterne i Iran fortsætter på ottende uge: Her er tre vigtige udviklinger

Iran-forsker Rasmus Elling peger på tre tendenser i protestbevægelsen lige nu.

Protesterne i Iran fortsætter, men er ikke samlet et sted. Det er blevet en spontan græsrodsbevægelse, som popper op over hele landet og forsvinder igen, inden myndighederne når at slå ned på dem. (Foto: © Wana News Agency, Ritzau Scanpix)

Det er otte uger siden, den 22-årige iranske kvinde Jina Mahsa Amini døde i moralpolitiets varetægt og startede en bølge af protester mod regimet over hele landet.

Protesterne startede som en kvindebevægelse, hvor kvinder blandt andet gik på gaden og brændte deres tørklæder i protest mod moralpolitiets regler.

Demonstrationerne har siden udviklet sig, og kvinderettighedsspørgsmålet er blevet til et borgerrettighedsspørgsmål og til et spørgsmål om demokrati overfor diktatur.

Det fortæller Rasmus Elling, der er Iran-forsker og lektor ved Københavns Universitet.

- Vi har set masser af protester gennem Den Islamiske Republiks historie de sidste 23 år, men nu ser vi en folkebevægelse, der tager et mere fundamentalt krav om frihed op – og det er nyt, siger han.

Den 23-årige Masha Amini blev i september anholdt af moralpolitiet i hovedstaden Teheran, fordi hendes hovedtørklæde ikke sad korrekt. Hun døde i politiets varetægt, hvor øjenvidner siger, at hun fik tæsk og hovedskader. (Foto: © Wana News Agency, Ritzau Scanpix)

Siden protesterne brød ud, har det iranske regime med hård hånd forsøgt at nedkæmpe dem.

Ifølge lokale menneskerettighedorganisationer er mindst 328 blevet dræbt, og 14.800 er fængslet under demonstrationerne, skriver BBC.

Men selvom styret med alle midler forsøger at nedkæmpe protesterne, så er der ingen tegn på, at de stopper lige foreløbigt.

Rasmus Elling peger på tre bemærkelsesværdige udviklinger lige nu.

1

Protesterne er rykket over til sørgeceremonier

40 dage efter Jina Masha Aminis død strømmede tusinder til hendes gravsted i den nordvestlige by Saqqez. Mindeceremonier udvikler sig mange steder til spontane protester. (Foto: © VIDEO OBTAINED BY REUTERS, Ritzau Scanpix)

Protestbevægelsen fortsætter, men er ikke fokuseret ét geografisk sted. I stedet er det blevet en spontan græsrodsbevægelse, som popper op over hele landet og forsvinder igen, inden myndighederne når at slå ned på dem.

Lige nu er der meget fokus på mindeceremonier for folk, som blev dræbt i de første uger af protesterne, fortæller Rasmus Elling.

I Iran er der tradition for at mødes 40 dage efter en persons død for at mindes vedkommende og markere deres liv, og mange spontane protester dukker lige nu op i forbindelse med den type ceremonier.

- Folk mødes for at markere den afdøde, men hurtigt slutter større grupper af folk sig til – ofte fra mange forskellige byer – og så udvikler det sig fra at være en sørgeceremoni over den afdøde til hurtigt at være en politisk protest, hvor der bliver råbt slagord mod systemet.

Og det er svært for myndighederne at forhindre, fordi det er lovligt at mødes og markere afdøde, siger Rasmus Elling. Alligevel ser man sikkerhedsstyrker angribe de sørgende.

De spontane protester er spredt ud over hele landet og inkluderer demonstranter på tværs af etniske grupper og sociale klasser.

2

Parlamentsmedlemmer opfordrer domstole til at idømme demonstranter dødsstraf

Myndighederne vil skabe frygt for at holde folk fra at deltage i protester, siger Rasmus Elling. (Foto: © Wana News Agency, Ritzau Scanpix)

En anden vigtig og foruroligende udvikling er ifølge Iran-forsker Rasmus Elling den måde, myndighederne forsøger at indgyde frygt hos demonstranterne på.

I søndags kom det frem, at 227 parlamentarikere fra det iranske parlament havde underskrevet en protestskrivelse, hvor de krævede, at retsvæsnet skulle begynde at uddele straf under paragraffen 'mohareb', som betyder 'krig mod gud', over fængslede demonstranter.

Det er en paragraf, der som regel fører til dødsstraf, og ifølge Rasmus Elling betyder det, at de over 14.000 mennesker, der lige nu sidder i fængsel, potentielt kan blive dømt til døden for deres deltagelse i protesterne.

- Myndighederne vil skabe frygt for at holde folk fra at deltage i protester, siger han.

Skrivelsen er ikke en lov, og det er i sidste ende op til domstolene at vurdere, om paragraffen skal bruges, men det sender ifølge Rasmus Elling et signal om, at magteliten er interesseret i at sende et så stærkt budskab som overhovedet muligt.

- Tidligere har den øverste leder, Ayatollah Khamenei, og revolutionsgardens generaler været ude og advare folk om, at de ikke skulle deltage i protesterne, siger han.

Det virkede ikke, og folk gik på gaderne alligevel, så nu prøver man også fra parlamentet.

- Det er alt sammen tegn på, at man prøver at skrue bissen på og tvinge folk til at holde sig væk fra gaderne, siger Rasmus Elling.

Er det også et tegn på, at styret er presset?

- Ja, ingen tvivl om det. Styret er presset, fordi det er en landsdækkende bevægelse. Det presser regimet, fordi der ikke er en protestbevægelse ét sted, man kan omringe og lukke ned, og der er mange fronter, man skal kæmpe på, på en gang.

3

Regimet indskrænker kommunikationen yderligere

Vestlige journalister har i et stykke tid været forment adgang til Iran, men nu bliver også lokale journalister og iranere, der udtaler sig til internationale medier, straffet. (Foto: © Atta Kenare, Ritzau Scanpix)

En tredje udvikling i protesterne er, at regimet endnu en gang forsøger at indskrænke demonstranternes kommunikation og deling af information med omverdenen.

Regimet har i forvejen forbudt udenlandske journalister at rapportere fra protesterne, og nu slår de også ned på iranere, der taler med internationale medier.

I går blev en kvinde, som er i familie med en, der døde under de tidligere runder af protester i Iran, arresteret og anklaget for at have talt med tv-stationen Iran International, der har base i London og er finansieret af Irans rival Saudi Arabien.

Tv-stationen er persisksproget og en meget udbredt nyhedskilde blandt iranere, og ifølge Rasmus Elling ønsker regimet at sende et signal om, at folk, der giver interviews eller samarbejder med den station, er landsforrædere, der arbejder for fjenden.

- Den er en måde at knække de få broer for kommunikation, der er til at få nyheder ud fra Iran, siger han.

- Fordi der ikke er nogen vestlige medier til stede i Iran, så er protestbevægelsen og systemkritikerne afhængige af at have kontakt med satellit-tv-stationer uden for Iran – og det er det, man prøver at slå ned på nu.

Der er også rygter om, at iranerne står overfor en ny bølge af internetnedlukninger, som de benyttede sig af i begyndelsen af oprøret.

Det er man ifølge Rasmus Elling ellers gået lidt væk fra de sidste par uger, fordi det skader økonomien for meget, men nu forlyder det, at myndighederne igen vil begrænse adgangen til internettet for at kontrollere nyhedsstrømmen ud af landet.

4

Hvad så nu?

Verden over har der været støttedemonstrationer for protestbevægelsen i Iran - her i Berlin sidste måned. (Foto: © CHRISTIAN MANG, Ritzau Scanpix)

Iran er i en situation, hvor protestbevægelsen ikke har i sinde at tie, mens myndighederne konstant strammer grebet for at stoppe dem.

Og de to parter er så polariserede, at der ikke er udsigter til kompromiser.

- Der er ikke nogen forsoningssignaler fra regimet, og det hænger også sammen med, at de krav, der bliver råbt på gaden, er noget, regimet ikke kan leve op til, siger Rasmus Elling og henviser til, at demonstranterne råber "død over diktatoren".

- Enten bliver den her protestbevægelse knust, og ellers bliver den ved med at vokse, indtil den får sin vilje, og det vil regimet selvfølgelig for alt i verden forhindre, siger han.

Det slogan, der samler hele protestbevægelsen, er 'kvinde, liv, frihed'. Kvinderettigheder var udgangspunktet, og det var kvinder, der gik forrest i den protestbevægelse, der hurtigt udviklede sig til spørgsmål om borgerrettigheder og frihed.

- Frihed er det overordnede krav, og der er mig bekendt ikke nogen, der kræver reform eller forandringer af det eksisterende system – dem, der går på gaden, kræver, at det eksisterende system skal væltes.

I denne explainer kan du blive klogere på baggrunden for protesterne i Iran:

Ifølge Rasmus Elling skyldes de store og vedvarede protester en utilfredshed og frustration, der har hobet sig op blandt befolkningen gennem mange år.

- Det er en kombination af politiske, ideologiske, sociale, kulturelle og økonomiske krav, som tilsammen eksploderer, siger han.

Det bunder især i, at iranerne i 00'erne kunne stemme på enten moderate eller 'hårde' kandidater - reformister eller hardlinere.

Men den distinktion eksisterer ikke længere, siger Rasmus Elling.

- Der er kun hardlinerne tilbage, og det betyder, at mange mennesker i Iran ikke føler, de har nogen form for repræsentation indenfor det politiske system, og derfor bliver de nødt til at ændre systemet fuldstændig. Det er det, der gør den helt store forskel denne her gang.