Psykolog om indespærret fodboldhold: Drengene må prøve at få en hverdag i grotten

Kunstigt daglys og videokonferencer kan være vigtige redskaber for børn i thailandsk grotte.

Yderligere fire måneder indespærret.

Det er skrækscenariet for et thailandsk fodboldhold, som har siddet indespærret dybt inde i Tham Luang-grotten de seneste 11 dage.

For selv om britiske dykkere mandag lykkedes med at trænge ind og finde de i alt 12 fodboldspillere og deres træner, så er det lige nu så højvandet, at man overvejer at vente med at få dem ud, indtil monsunsæsonen er slut. Og det sker først til efteråret.

Og hvis det scenarium bliver en realitet, så er det vigtigt, at man prøver at skabe en så normal hverdag som overhovedet muligt for drengene.

Det fortæller Ulrik Thomsen, der er psykolog ved militærpsykologisk afdeling i Forsvarets Veterancenter, hvor han arbejder med krisesituationer, når soldater er blevet dræbt eller såret i Afghanistan.

- Jeg er ret sikker på, at man gør alt for at normalisere situationen, hvis der kommer til at gå lang tid. Det kan være, at man skaber kunstigt dagslys, og det kan være, at de kan være med i et konferencerum i forhold til deres skolegang. Ting, der gør, at de i gåseøjne kan have en næsten normal hverdag inde i hulen, siger psykologen.

Vil få konsekvenser

Det er dog umuligt helt at skabe en normal hverdag over så lang tid. Så derfor vil det uden tvivl have psykologiske konsekvenser, hvis de først kommer ud til efteråret, vurderer psykologen.

- Hvis de kommer til at sidde der i fire måneder, indtil regntiden er ovre, så vil jeg gætte på, at der kommer til at ske en vis rehabilitering, når de kommer ud igen. Der er ikke nogen tvivl om, at de vil mærke en stor psykologisk forandring, som skyldes en viden om, at de kunne være døde, siger Ulrik Thomsen.

SAGEN KORT

  • 12 drenge i alderen 11 til 16 har været fanget i en grotte siden den 23. juni.

  • Tham Luang-grotten ligger i Nordthailand og er mere end 10 kilometer dyb.

  • Over 1.000 mennesker tager del i den koordinerede eftersøgningsindsats.

  • Både Kina, Japan, USA, Australien, Laos, Myanmar og Storbritannien assisterer thailandske reddere i jagten på drengene og deres fodboldtræner.

Dykkere fandt drengene

Det var en gruppe af britiske dykkere, som fandt fodboldholdet cirka 10 kilometer inde i grotten. Dykkerne er en del af den enorme redningsindsats, der involverer omkring 1.000 personer fra mange lande - heriblandt to danske dykkere.

Der var vild jubel hos drengegruppen, da de endelig blev fundet sultne, trætte og bange. Men heldigvis alle i live.

Og mon ikke drengene havde håbet, at de kunne komme hjem til deres forældre straks. Det blev dog ikke tilfældet, og det kan kaste dem ud i en ny bølge af uvished, fortæller psykolog Ulrik Thomsen.

- Efter at de er blevet fundet, er de selvfølgelig jublende glade. Men på et eller andet tidspunkt er det gået op for dem, at det kan tage lang tid, og det giver ny usikkerhed, siger han og fortsætter:

- Men jeg tror, at det betyder rigtig meget for dem at vide, at nu ved verden derude, at de er her.

- De ved også, at flere tusinde mennesker gør alt for at få dem ud, siger Ulrik Thomsen, der fortæller, at flere studier har vist, at det giver en markant forøget udholdenhed, når man ved, at der kommer en ende på ens indespærring.

Efter fundet af drengene har der været forskellige forlydener om, hvornår de kan reddes ud. Formentlig vil en redningsaktion foregå ved, at børnene skal dykke gennem et meget svært tilgængeligt område med en professionel dykker.

Hvis det ikke er muligt, så vil der altså kunne gå flere måneder før fodboldholdets mareridt er afsluttet.

På nuværende tidspunkt er specialstyrker i gang med at forsøge at trække et kabel med fibernet. Det vil kunne betyde, at man kan få elektronisk kontakt med drengene i den oversvømmede grotte.

Facebook
Twitter