Pubber genåbner i Storbritannien: 'Det er som at vinde Premier League'

Efter mere end tre måneders tørlægning kan briterne nu igen komme på pub. Caféer og restauranter må også åbne.

Personalet er mange steder klar til, at kunderne igen besøger den lokale pub. Nogle steder vælger man dog at holde igen med genåbningen. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)

Tidligt i morges måtte pubber, restauranter og caféer igen byde gæster velkommen efter mere en tre måneder coronanedlukning i Storbritannien.

Det er den største genåbning, Storbritannien har gennemført, siden der blev lukket ned i marts.

- De kalder det 'Super Saturday' herovre, fortæller Lasse Lindegaard, DR's journalist i London.

Det er med andre ord en stor dag for mange briter i dag, fornemmer Lasse Lindegaard tydeligt.

- Man har set tapasrestauranter åbne i Spanien, og fortovscaféer slå dørene op i Paris. Efter tre måneder, så er det altså først i dag, at pubberne slår dørene op. Det har stor værdi for mange briter.

- Det er som at vinde Premier League, siger en af dem, der allerede er smuttet på bar til mediet Independent.

  • På baren The Holland Tringham er kunderne glade i dag. (Foto: HANNAH MCKAY © Scanpix)
  • Frisører må nu også åbne i Storbritannien. (Foto: VICKIE FLORES © Scanpix)
1 / 2

Danske Maiken Hviid har boet i Northamptonshire i 6 år - og hun glæder sig også til, at pub-livet igen bliver en realitet.

- Pubberne er et samlingspunkt både for familie og venner. Det er vores fællesskab, og handler om så meget mere end bare at gå ned og drikke sig fuld, fortæller hun.

Der er fortsat visse restriktioner på pubberne. For eksempel må man ikke hænge ud i baren. Man må heller ikke synge.

Hoteller, frisører og biografer må også åbne igen - og ifølge BBC står mænd lige nu i kø for at blive klippet mange steder. Nogle vælger fortsat at holde lukket på grund af coronavirusset.

Genåbning forbundet med nervøsitet

Der er tale om restauranter og barer i tusindvis, som briterne nu kan besøge.

Men med den lange nedlukningsperiode, og en coronapandemi, som endnu ikke er overstået, så er dagen i dag ikke kun forbundet med glæde. Den er også forbundet med en vis usikkerhed.

Derfor opfordrede den britiske premierminister Boris Johnson allerede i går indbyggerne til at tænke sig om.

- Vi kan kun lykkes med genåbningen, hvis alle samarbejder. For vi er ikke på sikker grund endnu.

Den britiske prins William har allerede nydt en kold øl på en bar. Det skete med god afstand.

Af frygt for kaos og alt for mange mennesker samlet på pubberne, vil politiet overalt i Storbritannien kontrollere ekstrameget i aften. Det skriver The Guardian.

Hos ambulanceredderne er den store bekymring i dag, at folk drikker for meget.

"Drik nu ikke alkohol for tre måneder på en aften", siger en af dem i en video på Twitter.

- Du vil ikke ende i en ambulance som denne.

Der er i skrivende stund registeret 44.216 coronarelaterede dødsfald i Storbritannien.

Alle ikke-nødvendige rejser til Storbritannien frarådes fortsat.

Facebook
Twitter