Puigdemont bliver væk fra retssag i Madrid

20 catalanske politikere er indkaldt til en retssag i Madrid, men afsatte præsident Puigdemont kommer ikke.

Medlemmer af den afsatte catalanske regering ankommer til retten. Fra venstre Joaquim Forn, Raul Romeva, Jordi Turull, Carles Mundo, Josep Rull og Meritxell Borras. (Foto: Gabriel bouys © Scanpix)

Afsatte medlemmer af den catalanske regering og andre politikere, som risikerer domme for oprør og undergravende virksomhed, ankommer til to retslokaler i Madrid.

De anklages for - stik imod en ordre fra regeringen i Madrid og forfatningsdomstolen - at erklære uafhængighed 27. oktober.

20 politikere er indkaldt. Blandt dem er den afsatte præsident Carles Puigdemont, men han er ikke mødt op.

Puigdemont rejste forleden til Belgien. Han afviste rygter om, at han ville søge politisk asyl. Men han sagde samtidig, at han ikke ville rejse hjem, før han får garanti fra Spaniens regering om, at han sikres en retfærdig retssag.

Ved en folkeafstemning 1. oktober stemte ni ud af ti i Catalonien for løsrivelse. Blot 43 procent stemte, og valgdagen var præget af voldsomme sammenstød mellem vælgere og politi.

Regeringen i Madrid meddelte 20. oktober, at den ville gøre brug af forfatningens artikel 155. Den konservative regering havde socialisternes støtte.

Artikel 155 giver centralregeringen ret til i en krisesituation at sætte selvstyret i de spanske regioner ud af kraft.

En uge senere blev artikel 155 godkendt i overhuset, og der blev udskrevet valg i Catalonien 21. december.

/ritzau/