Puigdemont på banen igen: Kandidat til EU-Parlamentet

Carles Puigdemont, tidligere leder i Catalonien, forsøger at blive medlem af EU-Parlamentet i maj.

Cataloniens tidligere præsident Carles Puigdemont lever i frivilligt eksil i Belgien. (Foto: Scanpix/THIERRY ROGE © Ritzau Scanpix)

Carles Puigdemont lever i selvvalgt eksil i Belgien for at undgå en retssag i Spanien, der anklager ham for at have forsøgt oprør og for at have krænket forfatningen.

Nu forsøger den tidligere catalanske leder at komme ind på den politiske scene igen. Han har meldt sig som kandidat til valget til EU-Parlamentet den 26. maj.

Han er blevet valgt som kandidat for partiet Junts per Catalunya, der går ind for Cataloniens løsrivelse fra Spanien, skriver AFP.

- Det er tid til at tage endnu et skridt i internationaliseringen af Cataloniens ret til selvbestemmelse i Europa, skriver Puigdemont på Twitter.

Puigdemont var regional præsident i Catalonien, da regionen i efteråret 2017 udskrev en folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien.

Uvist om han kan tage en plads

Regeringen i Madrid, den spanske hovedstad, kendte afstemningen forfatningsstridig og annullerede regionalstyret. Nu blev Catalonien styret direkte fra Madrid.

Puigdemont og hans regering i Barcelona havde ellers udråbt Cataloniens selvstændighed, men det hele blev kendt forfatningsstridigt i Madrid.

Puigdemont forlod landet og forsøgte at tale sin sag i resten af EU. Det gør han stadig.

Imens er Spanien i øjeblikket i gang med et retsopgør med andre af de tidligere ledere i Catalonien.

12 personer er anklaget i sagen, og AFP skriver, at adskillige af dem også er blevet kandidater til EU-Parlamentet.

Hvis Puigdemont skulle blive valgt til EU-Parlamentet, er det ikke klart, om han overhovedet kan tage sin plads.

Spanske medier fortæller, at ifølge spansk lov skal Puigdemont vende tilbage til Spanien for formelt at blive taget i ed af en central valgbestyrelse, hvis han bliver valgt.

Det skal sikre, at han som europæisk parlamentariker overholder Spaniens forfatning.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter