Puigdemont set i Bruxelles: Dommer ventes fredag at udstede arrestordre

Otte afsatte catalanske ministre er i dag blevet varetægtsfængslet for at opfordre til oprør.

Den afsatte catalanske selvstyrepræsident, Carles Puigdemont, menes at opholde sig i Belgien i skjul for de spanske myndigheder. (© Radio Television Espanola)

En dommer vil snarest udstede en arrestordre på den afsatte catalanske selvstyrepræsident, Carles Puigdemont. Det skriver Reuters.

Det vil højst sandsynligt ske fredag, oplyser en kilde ved retten ifølge nyhedsbureauet.

Der har været skiftende meldinger aftenen igennem: Tidligere skrev den spanske avis La Vanguardia at arrestordren allerede var blevet godkendt, men ifølge retskilden vil det ikke ske torsdag. Og her sidst på aftenen oplyser Puigdemonts advokat til den belgiske tv-station VRT, at den spanske domstol har udstedt ordren.

Otte ministre varetægtsfængslet

Otte forhenværende catalanske ministre er i dag blevet varetægtsfængslet i Madrid på domstolens ordrer.

En niende tidligere minister er også tilbageholdt, men kan løslades mod en kaution på 50.000 euro, svarende til 372.000 kroner, skriver avisen El País.

Demonstranter mødte op foran Cataloniens parlamentsbygning i Barcelona for at protestere mod fængslingen.

Demonstranter foran det catalanske parlament i Barcelona. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)

Mødte ikke op i retten

Det er Spaniens statsanklager der har bedt om arrestordren, efter Puigdemont og fire ministre tidligere i dag valgte ikke at møde op til afhøring i Madrid. Puigdemont menes at opholde sig i Belgien.

De er blandt andet under anklage for at opfordre til oprør, efter Catalonien erklærede uafhængighed 27. oktober.

Belgiske myndigheder kan nu blive bedt om at udlevere den tidligere catalanske præsident til Spanien.

- De belgiske myndigheder har sagt, at de vil behandle Puigdemont som enhver anden EU-statsborger, hvis de får en anmodning om udlevering fra Spanien, forklarede forklarede DR Nyheders internationale korrespondent Stéphanie Surrugue, efter statsanklageren anmodede om arrestordren.